Sikkerheden kan stadig forbedres
Arbejdstilsynet foretog i går razziaer på byggepladser over hele landet. Resultatet af aktionen peger på, at sikkerheden stadigt kan forbedres.
Det var især det farlige arbejde i højden fx på stilladser og tage, der var i fokus ved dagens aktion.
- Det er ikke tilfredsstillende. Specielt mangler ved stilladsernes rækværker, er der mange sager på. Derfor vil Arbejdstilsynet stadigt fastholde fokus på byggepladsernes sikkerhed, siger kontorchef Sonja Ploug Jensen, Arbejdstilsynet.
Ved dagens aktion besøgte Arbejdstilsynet 224 byggepladser. Der er givet 140 strakspåbud eller forbud over for arbejde på tage og stilladser. I disse tilfælde udløste Arbejdstilsynets reaktion, at arbejdet på byggepladserne blev stoppet, indtil forholdene er i orden. Flere af disse sager skal nu overvejes nærmere for at afgøre, om der skal indstilles til retslige tiltaler.
Også nedrivninger og renoveringer havde Arbejdstilsynet kig på.
- Vi har naturligvis også kigget særligt efter asbestarbejde på byggepladserne, fortæller Sonja Ploug Jensen.
- Vi er endnu ikke færdige med sagerne, men umiddelbart ser det ud til, at vi for det første ikke har mødt så meget asbestarbejde og for det andet, at man ikke alle steder har helt styr på, hvordan man skal arbejde med asbest. Det kigger vi selvfølgelig nærmere på nu.
Aktionen i dag var samtidigt optakt til, at Arbejdstilsynet fra den 1. april indleder en systematisk gennemgang af arbejdsmiljøet i alle landets bygge- og anlægsvirksomheder med ansatte.
- Arbejdstilsynet har med aktionerne vist, at det er nødvendigt, at både arbejdsgivere og medarbejdere tager sikkerheden alvorligt og holder yderligere fokus i det daglige arbejde. Med vores gennemgang af arbejdsmiljøet hos alle virksomhederne får vi mulighed for at få fat om de mere bagvedliggende og forebyggende tiltag, som virksomhederne kan gøre, afslutter Sonja Ploug Jensen.
Kilde: Arbejdstilsynet - www.at.dk