Ny sikkerhedsaktion på byggepladserne
I dag går Arbejdstilsynet i aktion på byggepladser landet over. Aktionen er den sidste temperaturmåling på byggepladsernes sikkerhed, inden Arbejdstilsynet efter påske indleder en systematisk gennemgang af arbejdsmiljøet i samtlige af landets bygge- og anlægsvirksomheder.
- Det er meget bekymrende, at man på mange byggepladser tager så let på sikkerheden, siger kontorchef Sonja Ploug Jensen, Arbejdstilsynet og hun fortsætter:
– Vi ved jo, at hvis man sløser med sikkerheden, stiger risikoen for ulykker – og når vi snakker byggepladser, er det ofte alvorlige ulykker med store konsekvenser for den enkelte medarbejder, for arbejdsgiveren og for samfundet som helhed. Med aktionen i dag vil vi fastholde fokus hos både medarbejdere og arbejdsgivere på sikkerheden.
Aktionen er samtidig optakt til, at Arbejdstilsynet fra den 1. april i år indleder en systematisk screening af arbejdsmiljøet hos alle bygge- og anlægsvirksomheder med ansatte i Danmark. Inden udgangen af 2008 vil samtlige bygge- og anlægsvirksomheder have haft besøg af Arbejdstilsynet.
- Med screeningerne af branchen får vi mulighed for at komme hele vejen rundt og på den måde sikre, at man i alle virksomheder bliver opmærksom på betydningen af et sundt og sikkert arbejdsmiljø, fortæller Sonja Ploug Jensen, og fortsætter:
– Alle har interesse i at få strammet op på sikkerheden. Medarbejderne, der gerne vil komme helskindede hjem. Arbejdsgiverne, der i en tid med knaphed på medarbejdere har brug for at kunne fastholde de ansatte. Og statskassen, fordi ulykker og sygefravær koster os alle dyrt.
Arbejdstilsynet forventer at besøge omkring 200 byggepladser i løbet af aktionsdagen.
I 2005 skete der 20 dødsulykker på de danske byggepladser. I 2006 omkom 7 under arbejde på byggepladser.
Kilde: Arbejdstilsynet - www.at.dk