23948sdkhjf

Sådan blev J. Jensen sponsor for ”Slangen” og ”Bondeklubben”

Det handler om at tænke i alternativ markedsføring, lyder det fra det nordsjællandske nedrivningsfirma, som sidste år var med til at udgive Big Fat Snakes nye dobbeltalbum.
Der hænger en fodboldtrøje fra Lyngby på væggen i J. Jensens hovedkontor i nordsjællandske Lynge, hvor et fladskærms-tv afspiller et reklamespot for Big Fat Snakes seneste udgivelse, dobbeltalbummet ”Midnight Hour”.

Det er ikke den kontorudsmykning, man forventer at finde hos landets største nedrivningsfirma, men bag rekvisitterne gemmer sig to historier om forskellige måder at tænke markedsføring på, som i sidste ende binder både fodboldtrøjen og rockmusikken sammen.

- Sponsoratet i Lyngby opstod ved, at Jesper Skibby en dag ringede til mig for at høre, om vi var interesserede i at lave en aftale med klubben, da han var salgsansvarlig derude. Jens Jensen (ejer af J. Jensen, red.) sad tilfældigvis lige over for mig og hørte, hvad det handlede op, så han råbte: ”Hvad koster det at blive hovedsponsor i den bondeklub?”. Egentlig var det mest for sjov, men da vi begyndte at snakke mere seriøst om det, gav det sig selv, at Lyngby ville være et godt sted at være sponsor med tanke på, hvor mange beslutningstagere, der sidder ude i den kommune, fortæller Kim Østergaard, der er ansvarlig for salg og marketing i J. Jensen A/S.

En Superliga-mave giver opmærksomhed
I foråret 2011 blev J. Jensen derfor annonceret som hovedsponsor for den daværende Superliga-klub, og det har nedrivningsfirmaet ikke haft grund til at fortryde efter en række år med mindre sponsorater koncentreret primært omkring mindre sportsklubber i lokalområdet.

- Det giver et helt andet kendskab til din virksomhed, så snart du står på maven af en Superliga-klub, siger Kim Østergaard om samarbejdet, som i dag er neddroslet en smule, så J. Jensen nu ”blot” er storsponsor i klubben, der siden hovedsponsoratets indgåelse er rykket ned i 1. division.

Mens sponsoratet i Lyngby altså opstod på baggrund af en joke, ligger der et mere seriøst forarbejde bag det samarbejde med rockgruppen Big Fat Snake, som J. Jensen indledte i oktober sidste år.

Dobbeltalbummet ”Midnight Hour” er nemlig udgivet med økonomisk støtte fra J. Jensen, og selv om Kim Østergaard på forhånd kendte Big Fat Snake-forsanger Anders Blichfeldt, er aftalen altså ikke en ren vennetjeneste uden forventninger om at få noget retur.

Det glatte ansigt ikke nok
Faktisk indkasserede aftalen både omtale i TV-Avisen på DR, ligesom store aviser som Børsen og Politiken har lagt spalteplads til at behandle det forunderlige partnerskab.

- Det er et unikt samarbejde, hvor vi betaler for deres udgivelse og et tv-spot. Og det giver selvfølgelig også noget mere opmærksomhed, end hvis du har et mellemstort sponsorat i den lokale håndboldklub, siger Kim Østergaard, som derfor allerede nu er yderst tilfreds med de afledte effekter, sponsoratet har kastet af sig.

- Jeg kan ikke fortælle dig, hvad vi har fået ud af det, hvis man bare måler det på ordrer. Men jeg ved, at kendskabet til vores navn er steget i området, og det er det, der betyder noget for os. For i dagens Danmark får du ikke mange opgaver på dit glatte ansigt alene, lyder konstateringen.

Og samarbejdet er da også nået ud i de brede musikerkredse med det resultat, at J. Jensen og Kim Østergaard jævnligt kontaktes af håbefulde bands, der vil høre om mulighederne for at stable et samarbejde på benene.

- Vi er allerede blevet spurgt, om vi er ved at åbne et nyt pladeselskab. Og selv om man aldrig skal sige aldrig, må jeg sige, at det ikke er planen. Men det er meningen, at samarbejdet med Big Fat Snake skal vare ved mange år endnu, for de har også en social profil, der passer til vores, hvor de for eksempel går ud og støtter hjemløse og så videre. Så det er et godt match, fastslår Kim Østergaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078