23948sdkhjf

Jubilar skærper fokus på kerneforretningen

Balslev fejrer i dag sit 75 års jubilæum. Den rådgivende ingeniørvirksomhed er funderet på passionen for el og elektronik og følger i dag en klar strategi om at være blandt de dygtigste specialister.
Et klart fokus på avanceret elektroteknologi og en styrket rolle som totalrådgiver skal sikre, at Balslev Rådgivende Ingeniører også fremover kan være med til at løse de udfordringer, som samfundet står over for.

Det hele startede i 1939, da ingeniøren Mogens Balslev valgte at starte en virksomhed med udgangspunkt i sin passion for el og elektronik. Set med nutidens øjne var ydelserne simple – et af virksomhedens første opgaver var projekteringen af strømforsyningen til et elektrisk hegn.

Mogens Balslevs fokus var imidlertid rigtig, og virksomheden voksede hurtigt til at være specialister i elektroteknologi og en central aktør i feltet af rådgivende ingeniører. En position, der trods udfordringer i lyset af finanskrisen, cementeres i disse år.

- Det er på mange måder en interessant historie, fortæller administrerende direktør Bo Memhave.

- I de første år handlede det om at få elektronikken til at virke. I dag har vi fokus på intelligent el og på at optimere vores energiforbrug. Vi vil være med til at løse nogle af de store udfordringer, vi som samfund står over for i forbindelse med miljø, byggeri, forsyning, klima, natur og energi. Vi synes, at det ligger i vores DNA. Hvis du spørger os om ingeniørens fornemmeste opgave, så handler det ikke kun om den tekniske løsning i dag, men om hvad vi kan gøre for dig i morgen.

Opgaverne i dag er derfor også langt mere komplekse. Balslev har for eksempel stået bag projektering af strømforsyningen til det innovative og energieffektive hovedsæde for Widex nord for København.

Fortsat fokus på kerneforretningen
Balslev har fortsat fokus på avanceret elektroteknologi og stærkstrøm, men virksomheden har også en klar strategi om at være blandt de dygtigste specialister, der kan være totalrådgiver til de større bygherrer og rådgivende ingeniører og har derfor i dag både el-, vvs-, konstruktionsingeniører ansat over hele landet.

- Vi er tro mod vores historie, men følger også med tiden, siger Bo Memhave.

- Vi er derfor også meget klare på, hvilken rolle vi spiller i branchen, hvor de andre bliver større og større, og hvor vi er specialister, der kan sætte stikket ind dér, hvor de andre mangler netop vores kompetencer.

Virksomhedens strategi stiller nye og store krav til medarbejderne. For at Balslev kan levere som totalrådgiver, skal de ansatte evne at se ud over deres eget speciale, arbejde tværfagligt, og kende roller og ansvar i små og store projekter.

- Vi har de seneste år haft stor succes med internt at styrke samarbejdet på tværs af vores forskellige kompetenceområder og etablere en klar forståelse for roller og ansvar. Og vi kan se effekten allerede nu – både i forhold til samarbejdskulturen og økonomien i projekterne. For eksempel har vi helt konkret halveret antallet af fejl i vores projekter, hvilket selvfølgelig påvirker projektøkonomien positivt. Og i forhold til samarbejdskulturen, så er vi nu én virksomhed – ikke mange i én, afslutter Bo Memhave.

Jubilæet fejres fredag den 4. april med reception for samarbejdspartnere, kolleger og venner af huset hos Balslev Rådgivende Ingeniører A/S, Produktionsvej 2, 2600 Glostrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094