Nyt liv efter entreprenørkonkurs
Murer- og entreprenørfirmaet Vagn Henriksen ApS er klar til at sætte skub i gamle og nye projekter i kølvandet på sidste års konkurs i Rohde & Henriksen.
Nye aftaler med banken er underskrevet og de sidste brikker er ved at falde på plads, så Hans Ole Jessen kan skabe fornyet aktivitet i Vagn Henriksen ApS.
Murer- og entreprenørfirmaet blev påvirket, da entreprenørfirmaet Rohde & Henriksen sidste juli var nødsaget til at kaste håndklædet i ringen og indgive konkursbegæring.
Læs mere: Vestjysk entreprenør konkurs
- Konkursen i Rohde & Henriksen gjorde meget ondt, og det var ikke rart at skulle skuffe medarbejdere, kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere. Det har til tider været svært at øjne mulighederne for at komme videre og lægge oplevelsen og situationen bag. En stor opbakning og sparring fra familien specielt min hustru har haft stor betydning for beslutningerne for fremtiden og virksomhedens fortsatte drift, siger Hans Ole Jessen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.