Hoffmann hædres for vellykket strategi
Glostrup-entreprenøren har haft stor succes med at forandre sin virksomhedskultur. Det blev i sidste uge belønnet med Boligfonden Kubens Procespris.
Baggrunden for at kåre Hoffmann som vinder er en vellykket indsats for at inddrage medarbejderne i firmaets fremtidige strategi.
- Hoffmann har gennem sin strategiproces skabt en kulturændring i firmaet med fokus på arbejdsmiljø, sikkerhed og produktivitet. Resultaterne, som blandt andet tæller en imponerende arbejdsulykkesstatistik, er skabt ved at involvere alle medarbejdergrupper og samarbejdspartnere, siger bestyrelsesformand Gøsta Knudsen, Boligfonden Kuben.
Byggebranchen har brug for bedre processer
I 2010 blev alle medarbejdere i Hoffmann involveret i arbejdet med firmaets ”Strategi 2015”. Og resultatet af debatten og dialogen på de mange medarbejdermøder blev udmøntet i det, som nu hedder ”Hoffmanns Rygrad” og ”Hoffmanns Spillestil”.
”Hoffmanns Rygrad” omhandler mål for firmaets faglige kompetencer, færdigheder, måden at gennemføre projekterne på og styring af tid og kvalitet. ”Hoffmanns Spillestil” omhandler fælles mål for firmaets adfærd, måde at arbejde sammen på, arbejdsmiljø og det at være løsningsorienteret.
- Først og fremmest skal vi glæde os over den innovative nytænkning, som foregår i byggebranchen i dag, og alle de nominerede i denne konkurrence har gode bud på, hvordan byggebranchen øger produktiviteten. Vi skal i højere grad udnytte vores skandinaviske ’mindset’, hvor involvering medfører ’commitment’, engagement og nytænkning på tværs af alle faggrupper. Byggebranchen har i fremtiden brug for at øge produktiviteten igennem bedre processer, færre konflikter samt ikke mindst tidlig involvering af alle kompetencer, siger Hoffmanns administrerende direktør, Torben Bjørk Nielsen.
Procesprisen på 100.000 kr. uddeles hvert tredje år af Boligfonden Kuben til en virksomhed, der på særlig eksemplarisk vis har skabt synlige resultater på bundlinjen ved at realisere nye idéer til at forbedre processerne i byggeriet. Ud over Hoffmann A/S var også NCC, Værdibyg samt Dominia/Domus nomineret til Procesprisen 2013.