Stationen i Vinge skal på tegnebrættet
Indbudt projektkonkurrence skal give bud på en ny S-togsstation og et grønt byrum i Vinge, der bliver et af Danmarks største byudviklingsområde.
Fuldt udbygget vil Vinge rumme ca. 4.000 arbejdspladser og 20.000 indbyggere, en helt ny S-togsstation, skole, daginstitutioner, idrætshaller og andre offentlige faciliteter.
Projektkonkurrencen omhandler design og endelig placering af den fremtidige S-togsstation inklusiv brodæk og kommende infrastruktur. Derudover ønskes idéer til byggerier i direkte kobling til station og brodæk. Stationen er det centrale element, der skal binde Vinge sammen på tværs af jernbanen. Målet er at skabe en unik identitet og et velfungerende byrum, som er et nytænkende og ambitiøst bud på, hvordan en station integreres i en bymidte.
Selve stationen skal være funktionel og en god oplevelse for brugerne. Der skal etableres et brodæk over jernbanen, hvor brodækket er en videreførelse af Vinges centrale byfælled, ’Det Grønne Hjerte’. Brodækket skal både rumme et rekreativt og levende byrum og fungere som vejføring.
Derudover vil konkurrencen omfatte beskrivelse af forslag til metode og proces for gennemførelse, beskrivelse for overholdelse af den økonomiske ramme for projektet samt aflevering af honorartilbud.
Læs mere om Vinge på Frederikssund Kommunes hjemmeside