23948sdkhjf

Vejen til det succesfulde ejerskifte

Industriens Fond har bevilliget 22,8 mio. kr. til et nyt Center for Ejerledede Virksomheder. Målet er at udvikle konkrete værktøjer, der kan sikre succesfulde ejerskifter i danske virksomheder.
I løbet af det kommende årti vil cirka 25.000 virksomhedsejere stå foran overdragelse af deres virksomhed til en ny ejer eller ejerkreds. Det nye Center for Ejerledede Virksomheder skal bidrage til den proces med viden om, hvordan man i Danmark sikrer og gennemfører et succesfuldt ejerskifte.

- I Danmark findes der pt. ingen forskningsbaseret viden og konkrete værktøjer til at sikre det succesfulde ejerskifte. 16.000 af ejerlederne er over 65 år, og en del af disse har endnu ikke overvejet hvilken exit-strategi, de bedst skal benytte, når de om kort tid skal ejerskifte deres virksomhed. Derfor ønsker vi med Fondens bevilling at gøre det muligt for danske ejerledere at få adgang til individuel tilpasset viden, redskaber og uddannelser til at kvalificere den strategi, de lægger for deres ejerskifte, uanset om det er med et 1, 5 eller 10 års perspektiv, fortæller Mads Lebech, administrerende direktør i Industriens Fond.

Samarbejde med førende forskningscenter
Bevillingen på 22,8 mio. kr. skaber fundamentet for det nye center, som skal forske i danske ejerledede virksomheder med henblik på at undersøge, hvad der driver ejerledere, og hvilke overvejelser de har i forbindelse med et kommende ejerskifte. På den baggrund vil man udvikle konkrete redskaber og uddannelsesaktiviteter, som kan understøtte flere danske ejerledere til at foretage et succesfuldt ejerskifte med det mål at bevare job og produktion hjemme i Danmark.

Centret, der etableres på CBS, begynder sine aktiviteter i foråret 2014. Bevillingen fra Industriens Fond dækker i første omgang centrets aktiviteter i fem år og gør det muligt at tiltrække topforskere, styrke datagrundlaget og hjælpe virksomhederne til at træffe beslutninger baseret på konkrete fakta.

Forskningen vil bygge på analyser af registerdata for alle danske virksomheder og spørgeskemaer indsamlet blandt et stort antal virksomheder. Centeret har indgået et samarbejde med verdens førende forskningscenter i familievirksomheder, Wendel International Centre for Family Entreprise på INSEAD. Derudover er der åbnet for partnerskab med ejerledernes tætte rådgivere, blandt andet danske revisionsvirksomheder.

- Denne markante bevilling fra Industriens Fond giver CBS en kærkommen mulighed for at markere sig stærkt på et område, som er af stor betydning for erhvervslivet. En meget stor del af de danske virksomheder er ejerledede, og vi får nu mulighed for at hjælpe dem med nogle af de svære beslutninger, de står i, siger rektor Per Holten-Andersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078