Genbrug og kreativitet ved broudskiftning
Gamle bropiller og stål fra et projekt i Sverige er blandt de kreative løsninger, MT Højgaard bruger ved nyetableringen af en betonbro, der fører Ryvangs Allé over den trafikerede Tuborgvej i København.
Ved at tænke kreativt i planlægningen kunne MT Højgaard afgive det billigste bud på projektet.
- Søjlerne fra den gamle bro bliver benyttet som understøtning for forskallingen til den nye, og den forskalling bygger vi i øvrigt op af stålprofiler, som vi genbruger fra et projekt, vi er ved at være færdige med i Stockholm. På den måde er kreativitet i planlægningsfasen også med til at holde omkostningerne nede, siger sektionsdirektør Lars Gredsted fra MT Højgaard.
Blik for sikkerheden
Blandt de bydende scorede MT Højgaard point på alle tre parametre i udbuddet, som ud over pris var planlægning og bemanding.
- Vi værdsætter altid, når afgørelserne træffes på andre parametre end pris alene. Det ansporer til at arbejde med mere produktive og værdiskabende løsninger. Dette projekt skal udføres på et relativt trafikeret sted, og derfor er både planlægning og bemanding vigtige parametre for at sikre sikkerheden både for vores medarbejdere og for trafikanterne, siger sektionsdirektør Lars Gredsted fra MT Højgaard.