23948sdkhjf

Vinteren er blevet kortere i byggeriet

Erhvervs- og Byggestyrelsen har med en ændring af vinterbekendtgørelsen gjort vinteren kortere for byggeriet. Ændringen betyder, at bygherren kun i perioden fra 1. november til 31. marts skal betale for vinterforanstaltninger som for eksempel snerydning og opbrydning af frossen jord.
De ændrede bestemmelser i vinterbekendtgørelsen er skabt via grundige drøftelser mellem Dansk Byggeri, Bygherreforeningen og Foreningen af Rådgivende Ingeniører samt Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Bestemmelserne i vinterbekendtgørelsen er en grundsten i byggeriets aftaler og har et dobbelt formål. De skal dels sikre, at byggearbejder kan udføres om vinteren og dermed medvirke til en jævn beskæftigelse i byggebranchen hele året. Dels sikre, at risikoen for om vinteren bliver slem eller blid, er rimeligt fordelt mellem bygherren og den udførende.

- Derfor var det ikke uden betænkeligheder, at Dansk Byggeri gik ind i forhandlingerne, men vi mener, at de konstruktive forhandlinger med de øvrige parter har ført til et resultat, som er til at leve med, selv om de udførende fremover får en øget risiko ved vintervejrliget, fordi vinterperioden på byggepladsen bliver kortere, siger afdelingschef Niels Nielsen, Dansk Byggeri.

Han understreger, at Dansk Byggeri altid ser positivt på tiltag, der kan bidrage til byggeriets udvikling og til at forbedre sæsonudjævningen. Det er baggrunden for, at Dansk Byggeri er gået med til en forsøgsordning, hvor bygherrerne i perioden frem til 2010 kan udbyde bygge- og anlægsarbejder med fast pris på vinterforanstaltningerne.

- Vores bekymring i relation til forsøgsordningen er - ud over den øgede økonomiske risiko for den udførende - at konsekvensen kan blive, at hele planlægningen af vinterforanstaltningerne flyttes fra byggeriets indledende faser til udførelsesfasen, påpeger Niels Nielsen. Her henviser han til erfaringer, som viser, at en væsentlig forudsætning for at kunne bygge om vinteren - uden at forøge risikoen for svigt og fordyrelser - er, at der allerede i planlægningen og projekteringen fokuseres på, at en opgave skal gennemføres som vinterbyggeri.

- Derfor skal vi have bygherren og hans rådgivere til i forsøgsordningen at tilpasse projekt og øvrigt udbudsmateriale til disse erfaringer. Forsøgsmodellen betyder nemlig ikke, at det kun er den udførende, der skal tænke på vinterbyggeri. Derfor lægger Dansk Byggeri vægt på, at forsøgene bliver systematisk og grundigt analyseret og evalueret, så modellen ikke udvikler sig til et rent hasardspil med sæsonudjævning, byggekvalitet og byggepriser, fordi ansvar for vinterbyggeriet blot overlades til den udførende, uden at der fokuseres på vinterbyggeri i planlægningen og projekteringen, understreger Niels Nielsen.

Dansk Byggeri forbereder en række orienteringsmøder for medlemmerne om de nye bestemmelser.

Kilde: Dansk Byggeri.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078