Fast tag over hovedet
Der bliver plads til nye aktiviteter i Rhododendronparken i Brønderslev.
Hidtil har scenen kun været overdækket under Parkfestivalen, men en arbejdsgruppe har skaffet 1.140.000 kr. til en permanent overdækning af scenen. Det er faktisk ikke kun scenen, men også en del af publikums-området - amfitrappen - der kommer tag over.
570.000 kr. er der ydet fra LAG-midler til scenen og 270.000 kr. fra Grøn Vækst. De resterende penge kommer fra andre fonde. Brønderslev Kommunes eget arbejde er 300.000 kr. værd.
- Der kan holdes flere arrangementer i og med, at der bliver en permanent overdækning, fortæller vej- og parkchef Peder Gregersen fra Brønderslev Kommune.
- Vi er glade for den store opbakning, siger han. Nu skal vi i gang med at indhente diverse godkendelser hos blandt andet Brønderslev Kommune.
De første forberedelser til overdækningen blev taget i fjor, og Peder Gregersen regner med, at arbejdet udføres i foråret af vej- og parkafdelingen.
Det er Hi-con i Hjallerup, der skal fremstille overdækningen, der udføres i letvægtsbeton.
Arkitektfirmaet Hellsten ved arkitekt Per Pedersen har tegnet overdækningen.
Ifølge Peder Gregersen skal scenen være klar til årets Parkfestival i juni.