23948sdkhjf

Stor licitation kan ende med retssag

MT Højgaard har Klagenævnet for Udbuds ord for, at de blev fravalgt på et forkert grundlag i en licitation til 915 mio. kr. på København-Ringsted-byggeriet.
Onsdag eftermiddag offentliggjorde Banedanmark, at Per Aarsleff A/S er valgt som entreprenør på 3,7 kilometer af den kommende banestrækning mellem København og Ringsted.

Aarsleff vandt kontrakten foran konsortiet MT Højgaard/Züblin, som imidlertid føler sig fravalgt på et forkert grundlag. Årsagen er, at Aarsleff var prækvalificeret i joint venture med E Pihl & Søn, som gik konkurs i udbudsprocessen. Det var således et interessentskab under navnet JV Pihl–Aarsleff – TP4 Urban Tunnel I/S, der var prækvalificeret, men efter konkursen lod Banedanmark Per Aarsleff A/S byde alene.

Klagenævnet for Udbud har i en delkendelse den 28. januar givet MT Højgaard/Züblin ret i, at tildelingen er sket på et forkert grundlag, fordi Aarsleff ikke var prækvalificeret som selvstændig juridisk enhed.

Ifølge administrerende direktør i MT Højgaard, Torben Biilmann, er sagen af så principiel karakter, at man har valgt at bringe den videre for " at få stadfæstet nogle klare retningslinjer for offentlige udbud ":

- For os handler den her sag ikke så meget om den konkrete entreprise, og vi betvivler ikke Per Aarsleff A/S’ evne til at håndtere opgaven. Men vi, og de andre bydende på opgaver af denne karakter, bruger betydelige ressourcer på at udarbejde tilbuddet, så det kan løfte produktiviteten i samfundet. Processen omkring udbud skal derfor være kendetegnet af entydige krav til de virksomheder, der byder, og disse krav må ikke være uklare eller kunne ændres undervejs. Vi imødeser, at denne sag kan medvirke til at gøre udbudsreglerne klare og mere entydige, for det er desværre ikke første gang, at vi oplever uklarheder i de offentlige udbudssager. Det er med til at så tvivl om seriøsiteten af offentlige udbud, siger Torben Biilmann.

Først skal der komme en endelig afgørelse fra Klagenævnet for Udbud, hvilket forventes sidst på året. Herefter går sagen formentlig videre til Landsretten, og ifølge Torben Biilmann taler sandsynligheden for, at den vil ende i Højesteret, hvorfor der ikke kan forventes en endelig afgørelse de næste mange år.

Læs også: Aarsleff vinder totalentreprise til 915 millioner
Kommenter artiklen (4)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094