23948sdkhjf

Ejendom må vige for 25 ungdomsboliger

Boligselskabet Nordbo har overtaget tidligere kuldsejlet projekt på Frederikstorv i Aalborg.
Frederikstorv er en af Aalborgs mere forsømte pladser, men fra 2015 bliver torvet hjemsted for 25 nyopførte ungdomsboliger samt tre familieboliger.

Den nye ejendom skal opføres på matriklen Niels Ebbesens Gade 8, der rummer hjørneejendommen ud mod Danmarksgade.

Ifølge John Erik Christensen, formand for Boligselskabet Nordbo, som er bygherre på projektet, vil det eksisterende bygningskompleks blive revet ned i løbet af kort tid, så nybyggeriet, der gennemføres i samarbejde med Nordbos administrationsselskab Alabu Bolig, kan indledes i løbet af marts.

Efter planen vil ungdomsboligerne stå færdige i løbet 2015.

Det kommende projekt bliver på tre og en halv etage og dermed en etage højere end den eksisterende bygning. Det daværende teknik- og miljøudvalg banede tilbage i 2011 vejen for et projekt af det omfang ved på forhånd at godkende en dispensation fra den gældende lokalplan, der kun tillod et byggeri af samme etagehøjde som den eksisterende bygning.

Proteser mod ekstra etage
Beboere på vestsiden af grunden protesterede forinden imod et hus på tre og en halv etages højde, men skyggediagrammer, der viste, at de protesterende blot vil få en smule mindre morgensol, fik udvalget til at give dispensationen. Daværende rådmand for området, Mariann Nørgaard (V), forsvarede endvidere dispensation med, at det var en tilfældighed, at lokalplanen blot giver mulighed for byggeri i to og en halv etage.

- Man bad ikke om mere den gang, lokalplan blev lavet. Ellers var det blevet en etage mere, forklarede Nørgaard, der samtidig påpegede, at nybyggeriet ville give hele området et løft.

Detailbutik opgivet
Projektet, der skulle rumme udlejningsboliger samt en Fakta i stueetagen, gik i stå, da det daværende projektfirma gik konkurs. I 2012 blev ejendommen for seks millioner kroner købt af Horsensfirmaet Gundal ApS. En henvendelse fra sidstnævnte til Alabu Bolig førte til det nye projekt, hvor detailforretningen er opgivet.

John Erik Christensen forklarer Nordbos interesse for at bygge på grunden med den centrale placering.

- De unge vil jo gerne bo i centrum, siger han.

På torsdag skal udvalget for land og by tage stilling til en ansøgning om at støtte de almennyttige boliger i form af et såkaldt grundkapitalindskud på 360.000 kroner. Til en tidligere udgave af projektet med blot 20 ungdomsboliger er der bevilget godt 2,6 millioner kroner, hvorved det samlede støttebeløb kommer tæt på tre millioner kroner.

Samtidig er det forvaltningens indstilling, at den forhåndsgodkendelse til en dispensation, det tidligere udvalg gav i 2011, fortsat gælder.

Udover ungdoms- og familieboliger i det 1411 kvadratmeter store nybyggeri er det planen, at der skal indrettes to, muligvis tre mindre butikslejemål i stueetagen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094