Skoleudbygning sat i gang i Thurø
Et stort tilbygnings- og renoveringsprojekt til cirka 50 mio. kr. på Thurø Skole nær Svendborg er netop sat i gang.
Om- og tilbygningen på Thurø Skole omfatter blandt andet opførelsen af en biblioteksbygning og ny multisal, der skal være med til at integrere skoletorvet, så det bliver et naturligt omdrejningspunkt for eleverne.
Projektet omfatter også nedrivning af enkelte bygninger, energioptimering samt ombygning og modernisering i eksisterende bygninger og div. udvendige arealet.
Etapevis opdeling
I første etape, der berører skolebiblioteksbygningen og to tilhørende røde huse, skal bygningerne først saneres, hvorefter biblioteksbygningen nedbrydes. I stedet nybygges et kombineret skole- og folkebibliotek i to etager sammen med en multisal og musiklokale med dertilhørende øvelokale. Der etableres to nye omklædningsrum ved multisalen.
Den nuværende gymnastiksal omdannes til personalerum, som herved bliver placeret tæt på kontorerne.
Denne første etape forventes at vare indtil november 2014.
Fordyrende fund
I forbindelse med projektet på Thurø skole blev der konstateret PCB og bly i dele af de bygninger, som bliver omfattet af renoveringsplanen. En vurdering lyder på, at det vil koste cirka fem mio. kr. at håndtere disse forhold.
Hele til- og ombygningen af Thurø Skole skal efter planen være færdig i sommer 2015.