23948sdkhjf

Svanemærkede huse skyder op i Herfølge

Foreløbigt er 76 boliger opført i Svanemarken og Svanelunden, hvor kravet er, at alle materialer skal leve op til Svanemærke-certificeringen.
Køge Kommune vil have indbyggerne til at investere i energibesparende huse. Derfor tog kommunen i 2005 initiativ til et byggeprojekt i Herfølge, hvor alle boliger er Svanemærkede.

De første huse i Svanemarken og Svanelunden stod færdige i 2007, og i løbet af 2014 når man op på at have opført i alt 64 parcelhuse og 12 rækkehuse som led i projektet.

Entreprenør trækker på leverandørviden
- En af de største udfordringer ved at bygge Svanemærkede parcelhuse er dokumentationen, der skal indsamles for at bygge efter svanemærkekriterierne, fortæller Jan Pedersen fra byggefirmaet Lind & Risør, der har stået for opførelsen af 18 parcelhuse i området.

Han fremhæver i den forbindelse samarbejdet med byggevareleverandøren Øbro Træ, der har haft en særlig rolle som materialerådgiver under projektet.

- Øbro Træ har rådgivet os ud fra deres særlige materiale- og systemviden, som ellers er et stort spindelvæv at finde rundt i. Det er en unik kompetence, vi ikke kunne få andre steder, siger Jan Pedersen.

Øbro Træ har især undersøgt og leveret materialer til vinduer, døre, gulve og tagkonstruktioner. På den måde lever husene op til materialekravene for Svanemærket, som er bestemt af Miljømærkning Danmark.

Flere svanemærkede huse i fremtiden?
Brancheforeningen Danske Byggecentre finder projektet i Køge Kommune interessant, og ifølge adm. direktør Palle Thomsen er Svanemærkede huse en tendens, vi fremover kommer til at se mere til:

- Fra politisk side er det besluttet, at kommunerne skal leve op til en række krav om at nedsætte CO2-udslippet. Derfor vil der komme flere bæredygtige byggerier i fremtiden opført efter strikse miljøkrav. Vi arbejder i den forbindelse på at uddanne vores folk i byggecentrene til at kunne rådgive om energibesparelser, siger administrerende direktør i brancheforeningen Danske Byggecentre, Palle Thomsen.

Ifølge Lind & Risør har det ikke været meget dyrere at købe materialerne til de Svanemærkede huse end til et traditionelt parcelhus. Samlet set er udgifterne mellem fem og ti procent større ved at bygge efter Svanemærkets kriterier, og størstedelen af materialerne har byggecentrene i deres sædvanlige sortiment.

En udfordring kan dog opstå, hvis en kunde eksempelvis efterspørger en særlig træsort fra udlandet til sit køkken, og Miljømærkning Danmark ikke mener, at træet lever op til de særlige miljøkrav. Her kan et byggecenter undersøge materialets oprindelse og levere den gyldige dokumentation for godkendelse hos Miljømærkning Danmark, så køber kan få sit ønske opfyldt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111