23948sdkhjf

Spot på fremtidens skolebyggeri

Fremtidens folkeskole skal understøtte en hverdag med mere fysisk aktivitet. Kampagnen ”Skole+” vil gå foran med eksempler på, hvordan man sikrer bedre faciliteter til idræt og bevægelse.
Folkeskolerne skal indrettes, så de understøtter en hverdag med meget mere fysisk aktivitet. Ikke kun for skolebørn, men også for voksne. Derfor har DIF, Realdania og Lokale og Anlægsfonden afsat 26 mio. kr. til kampagnen ”Skole+”, der skal udvikle op til fem eksempler på, hvordan folkeskolernes faciliteter til idræt og bevægelse kan forbedres.

Baggrunden er folkeskolereformen, der øger behovet for at forbedre faciliteterne til idræt og bevægelse vokset. Skoleledelserne skal fremover sørge for, at eleverne i højere grad inddrages i aktiviteter med idræt og bevægelse. Men mange af folkeskolerne har ikke faciliteterne til det og mangler inspiration til at udvikle de nye faciliteter mest hensigtsmæssigt.

- Det er en samfundsmæssig udfordring, at vi bevæger os for lidt i hverdagen. Det har konsekvenser for vores sundhed, men også betydning for vores evne til at lære nyt. Med kampagnen Skole+ kan vi i Realdania bidrage til at inspirere og demonstrere skolernes muligheder for at tænke nyt og tilpasse de fysiske rammer, så de imødekommer såvel skolernes som de enkelte lokalområders behov for lokaler, der understøtter aktivitet og bevægelse, siger programchef i Realdania, Marianne Kofoed.

Potentiale for bedre fysiske rammer for alle
Nye og gode faciliteter kan gøre idrætstimerne sjovere. Men hvordan skabes der med udgangspunkt i de samme faciliteter mere fri leg og bevægelse i fritiden? Hvordan kan skolernes faciliteter blive bedre tilpasset de voksnes mere varierede idrætsliv i både foreninger og som selvorganiserede udøvere?

I kampagnen udvælges en række projekter, der skal vise, hvordan faciliteterne kan forbedres, og hvordan brugen af dem kan optimeres. I de fleste folkeskoler bliver idrætsfaciliteterne kun brugt af eleverne i skoletiden. Først efter sidste undervisningstime får idrætsforeningerne og de voksne brugere adgang. Det kan gøres mere effektivt, mener partnerne bag kampagnen, som også peger på, at folkeskolereformen stiller krav om, at eleverne skal introduceres til foreningslivet, som det eksempelvis foregår i idrættens regi.

- Vi ved fra undersøgelser, at skolerne spiller en væsentlig rolle som samlingspunkt i lokalområdet på tværs af alder og baggrund. Med intelligente investeringer i de fysiske rammer, kan denne rolle styrkes yderligere, så skolen bliver en attraktiv facilitet, som lokalområdet tager til sig. Vi ønsker, at skolen summer af liv og aktivitet både dag og aften. Kampagnen skal inspirere til, at skolens faciliteter bliver fleksible og inkluderende for både elever, foreninger og selvorganiserede brugere, siger direktør for Lokale og Anlægsfonden, Torben Frølich.

Projekterne bliver udvalgt på den anden side af sommerferien 2014 efter lanceringen af kampagnen og en stor konference i foråret. Læs mere på kampagnesitet www.skole-plus.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079