23948sdkhjf

Konsortium køber historisk bygningskompleks i Viborg

Et lokalt konsortium har overtaget et fredet bygningskompleks centralt i i Viborg. Udvendigt bevares udseendet, men indendøre venter et stort arbejde med at føre de enkelte bygninger op til en nutidig standard.
Boligselskabet Sct. Jørgen, Viborg Bolig- & Erhvervsudlejning samt erhvervsfolkene Frank Brøndum, Claus A. Christensen og Tina Jacobsen/Jørgen Balle Madsen har købt det fredede bygningskompleks Stillings Gård/Den gamle Latinskole af Viborg Kommune

Det fredede bygningskompleks Stillings Gård/Den gamle Latinskole, der udgør en markant del af Viborgs historiske bykerne, forbliver på lokale hænder. På sit møde onsdag aften vedtog Viborg Byråd at sælge den kommunalt ejede karré, der afgrænses af Nytorv, Nytorvgyde og Sct. Mogens Gade, til en gruppe, bestående af Boligselskabet Sct. Jørgen, Viborg Bolig- & Erhvervsudlejning, de lokale erhvervsfolk Frank Brøndum fra Brøndum-koncernen og Claus A. Christensen fra AC Hydraulic samt Tina Jacobsen/tømrermester Jørgen Balle Madsen.

Det historiske bygningskompleks har i mange år tjent som administrationsbygninger for Viborg Kommune, men bygningerne har stået ubenyttede, siden den kommunale administration for et par år siden flyttede til det nye rådhus ved Indre Ringvej. Fremover skal de smukke, gamle bygninger anvendes til boligformål og i mindre omfang også til erhvervsformål.

Formelt set sker salget af bygningskomplekset til et til lejligheden oprettet selskab, som herefter sælger de enkelte dele af komplekset videre til de fem lokale interessenter. Salgsprisen er aftalt til 15 mio. kr. Forud for købet er gået et langvarigt planlægnings- og forhandlingsforløb.

Omfattende arbejde
Udvendigt vil bygningskomplekset fortsat fremstå med det karakteristiske udseende, de har i dag. Men indvendigt forestår et betydeligt arbejde med at føre de enkelte bygninger op til en nutidig standard. Dette vil ske med skyldig hensyntagen og respekt for de restriktioner og begrænsninger, som bygningerne er pålagt, fordi de er fredede.

- Arkitektonisk og kulturhistorisk er de bygninger, vi nu overtager, en lokal diamant. Det er alle fem interessenter opmærksom på. Vi er stærkt optaget af at bevare bygningerne og puste nyt liv i dem på en måde, som er til glæde og gavn for såvel viborgenserne som for byens gæster. I forbindelse hermed ser vi frem til de planer for en omlægning og renovering af Nytorv, som Viborg Kommune og Realdania har under udarbejdelse. Vi vil meget gerne indgå i et samarbejde om at realisere dette projekt, der har til formål at gøre Nytorv til midtpunkt for et mere aktivt, levende og oplevelsesrigt bymiljø, siger formanden for Boligselskabet Sct. Jørgen, Johannes Stensgaard, på vegne af alle fem købere.

I begyndelsen af det nye år vil der blive holdt et offentligt informationsmøde, hvor de mere præcise planer for den fremtidige anvendelse af Stillings Gård/Den gamle Latinskole vil blive præsenteret.

Den fremtidige brug af Stillings Gård/Den gamle latinskole
Det fredede historiske bygningskompleks Stillings Gård/Den gamle Latinskole vil fremover have følgende ejere:

Frank Brøndum
Den del af Sct. Mogens Gade 1, der vender ud mod Domkirkepladsen (Bygning 1 på situationsplanen) overtages af erhvervsmanden Frank Brøndum. Hans plan er at indrette kontorer i stueetagen og bolig, eventuelt til sig selv og sin familie, på 1. sal.

Boligselskabet Sct. Jørgen
Boligselskabet Sct. Jørgen overtager den sydlige fløj af Sct. Mogens Gade 1, der vender ud mod Latinerhaven, Nytorv Gyde 6 samt den vestlige fløj af Sct. Mogens Gade 1, der har port til Den gamle Latinskoles Gård. (Bygning 2, 3 og 4 på situationsplanen). Bygningerne vil blive omdannet til omkring 10 meget attraktive almene boliger.

Med de tidligere kommunale administrationsbygninger nord for Nytorvgyde , boligselskabet i forvejen ejer, hvor der vil blive indrettet 19 almene boliger, kommer boligselskabet op på i alt 29 udlejningsboliger i dette attraktive område.

Viborg Bolig- & Erhvervsudlejning
Viborg Bolig- & Erhvervsudlejning overtager Nytorv Gyde 4 (Bygning 8 på situationsplanen). Her vil der blive etableret 10 mindre lejeboliger, henholdsvis 1 og 2 værelsers lejligheder.

Tina Jacobsen/Jørgen Balle Madsen
Sammen med sin hustru Tina Jacobsen, der står som køber, overtager tømrermester Jørgen Balle Madsen Nytorv 4 – også kaldet Den liden gård på Torvet. (Bygning 9 på situationsplanen). Det er planen at indrette bygningen til parrets privatbolig og måske etablere en butik med indgang fra Nytorv.

Claus A. Christensen
Den viborgensiske erhvervsmand Claus A. Christensen overtager Nytorv 6, Stillings Gård (Bygning 10 på situationsplanen). Den nye ejer har endnu ikke nogen færdig plan for anvendelsen af bygningen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08