23948sdkhjf

Produktiviteten er den største udfordring

Produktiviteten er blevet dansk økonomis største udfordring. Og ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik udviklede produktiviteten sig moderat i 2012.
- Hvis vi her i landet skal kunne udbygge velstanden, så skal vi blive bedre til at opnå højere produktivitet i forhold til de senere år. Det er ikke kun i fodbold, at Danmark er udfordret. Dansk økonomi og den svage udvikling i produktiviteten er nok den største udfordring, siger chefanalytiker hos Dansk Byggeri, Finn Bo Frandsen.

Ifølge de foreløbige beregninger fra Danmarks Statistik er produktiviteten i byerhvervene steget med 1,1 procent i 2012. Stigningen er et resultat af en økonomisk vækst på 0,9 procent og et fald i antallet af arbejdstimer på 0,2 procent.

- Der er markante udsving i perioden 2008 – 2012. Det skal ses i sammenhæng med, at man i virksomhederne har været meget forsigtige med at tilpasse efterspørgslen på arbejdskraft til produktionen under det økonomiske tilbageslag og lavkonjunkturen, siger Finn Bo Frandsen.

Byerhvervenes produktivitet i perioden 2008-2012 som helhed viste en gennemsnitlig årlig vækst på 0,9 procent. Det er kun 1/3 af den gennemsnitlige årlige vækst på 2,7 procent i hele perioden 1967-2012.

- Det er helt afgørende, at både virksomhedsejerne og de ansatte bliver bedre til at forøge produktiviteten, for det er en forudsætning for at kunne klare sig i konkurrencen med andre virksomheder, både nationale og internationale. Hvis en virksomhed ikke kan klare sig og derfor må ophøre med at producere varer eller tjenester, ja, så mister man jo sit job, siger Finn Bo Frandsen.

Produktiviteten i byggeriet ikke retvisende
Produktivitetskommissionen har i år konkluderet, at det danske produktivitetsproblem ikke skyldes målefejl, og at datakvaliteten er tilfredsstillende for råstofudvinding, industri og forsyningsområdet, men at det for bygge- og anlægsbranchen ikke er muligt at anvende nationalregnskabet, da det ikke giver et retvisende billede af produktivitetsudviklingen i bygge- og anlægsbranchen.

- Der er selvsagt potentiale for at øge produktiviteten i bygge- og anlægsbranchen, også selv om man i forvejen bestræber sig på det. Virksomhederne kan øge produktiviteten yderligere ved at blive bedre til at optimere produktionen, for eksempel udnytte maskinerne endnu bedre, og ved at forbedre produktionens tilrettelæggelse, organisation og styring. Branchen kan ikke løse udfordringen alene. Det er en opgave for alle involverede parter, slutter Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.

Produktivitet angiver, hvor meget der produceres af varer og tjenester med en given mængde ressourcer. Der er flere mål for produktiviteten. Danmarks Statistik beregner produktiviteten som udviklingen i bruttofaktorindkomsten i faste priser pr. arbejdstime, hvilket er arbejdsproduktiviteten.

Kilde: Dansk Byggeri

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109