23948sdkhjf

Rødt regnskab fra HansenGroup

HansenGroup A/S måtte sluge et stort underskud i 2012/13, men med flere store facadeentrepriser i bogen for 2014 spirer optimismen på ny.
Året 2012/2013 ender stærkt utilfredsstillende for HansenGroup A/S med et underskud på 56 millioner kroner. Året før kom HansenGroup også ud med et underskud på 18 millioner kroner, efter fire større norske projekter slog fejl.

I det seneste regnskabsår blev glasforarbejdningsvirksomheden i Liverpool, som var en del af HansenGroup, lukket efter flere års dårlige resultater. Denne lukning har, ifølge ledelsen, påvirket regnskabet negativt i stor grad. Virksomheden Xframe, som udvikler vinduer til boligmarkedet, har ligeledes kørt med underskud i flere år og har derfor også påvirket årets resultat negativt.

- HS Hansens fabrikker i Danmark har gennemført to større byggeprojekter der var uheldigt prissatte. Det tekniske resultat er dog blevet til en succeshistorie om et ”0 energihus” der er langt bedre end de strenge krav. Og det er vigtigt at notere, udtaler Hans Kolby Hansen, CEO for HansenGroup i forbindelse med årsresultatet.

Især HansenGroups facadevirksomheder vinder indpas i Skandinavien, hvor efterspørgslen på egneudviklede profilsystemer er stigende, ligesom konceptet UnitAl er blevet en populær facadeløsning.

Facadeentrepriser til 150 millioner
Senest har HSHansen A/S, som er en del af HansenGroup, fået kontrakt på facadeentrepriser på Kolding Sygehus for Region Syddanmark, en ny uddannelsesinstitution på Færøerne for bygherren Landsverk og en accept på et stort domicilbyggeri i København. Alene de tre projekter udgør en ordrebeholdning på 150 mio. kroner til udførsel i 2014.

- Øvrige udenlandske selskaber i HansenGroup har en god ordrebeholdning i hus, så fremtiden tegner lys, og de første fem måneder i det nye regnskabsår er vi foran budget, udtaler Jesper Klith Andersen, CEO for facadedivisionen.

- Vi besluttede allerede i de første kriseår at fastholde vores stærke projekt-teams, for at bibeholde spidskompetencerne, dog var det nødvendigt med en omkostningstilpasning henover 2011/2012 og den ser vi først den fulde effekt af fra midten af 2013. Når vi ser fremad ser vi en øget aktivitet på alle vore markeder. Vores øgede fokus på rette projekt for rette kunde, gør at vi oftere siger nej tak til projekter som ikke er lønsomme for os, fortsætter Jesper Klith Andersen.

Ledelsen ser positivt på 2013/2014 med store ordrer i hus, god solid likviditet samt en målrettet strategi, der viser sig at bære frugt.

- 2014 bliver vendepunktet, hvor vi er kommet ud af ”stormen” efter finanskrisen, og har fuld koncentration på de rigtige projekter, og indtjening, slutter Jesper Klith Andersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08