23948sdkhjf

Idékonkurrence i Odense slår alle rekorder

969 bud fra 64 lande er resultatet af en åben idékonkurrence om et nyt H.C. Andersen Eventyrhus til omkring 300 millioner kroner.
Hvordan ser et eventyrhus med en tilhørende magisk have ud?

Det er der kommet 969 forskellige idéer til, efter at Odense Bys Museer og Odense Kommune den 2. september udskrev en åben international idékonkurrence.

- Vi har været ved at vælte bagover. Vi havde måske regnet med at modtage 50-100 idéer. Nu er der kommet mere end 10 gange så mange. Der er input fra hele verden. Og der er så mange både vilde og fantastiske idéer, at jeg er helt overvældet, siger museumschef Torben Grøngaard Jeppesen, Odense Bys Museer.

Eventyrhuset og den magiske have forventes at stå færdig i 2018. Det bliver placeret lige midt i Odense ved H.C. Andersen-kvarterets historiske huse og oven på den firesporede Thomas B. Thriges gade, der fra sommer lukkes for at bliver omdannet til en ny bydel.

- Ved lanceringen af konkurrencen var jeg nervøs for, om den nu også ville blive rigtig international. Med den overvældende interesse fra alle dele af verden er den nervøsitet heldigvis helt væk og erstattet af vild benovelse. H.C. Andersen er virkelig verdenskendt, ikke blot i vore nabolande. Med registrerede firmaer fra omkring 60 lande slår det alle tidligere rekorder i Danmark. Og så skal man huske på, at Eventyrhuset i international målestok ikke er et kæmpeprojekt, siger Torben Grøngaard Jeppesen.

I Akademisk Arkitektforening er man også overvældet over den enorme interesse.

- Vi var selvfølgelig spændte på, hvad der ville komme ud af den internationale idékonkurrence på det unikke projekt, som et eventyrhus og en magisk have i Odense er. Men ingen havde drømt om, at interessen og idérigdommen var så enestående stor. Det er mere end 10 gange som mange deltagere end noget andet, vi nogensinde har set på dansk jord, siger konkurrencerådgiver Anne-Mette Bølling fra Akademisk Arkitektforening.

Idékonkurrencen er gennemført med støtte fra Realdania, og den følges op i 2014 af en projekt/arkitektkonkurrence, hvor idéerne skal omsættes til handling. Det forventes, at det samlede projekt som minimum vil koste omkring 300 mio.kr.

Resultatet af idékonkurrencen vil indgå i udviklingen af en efterfølgende projekt-/arkitektkonkurrence, der skal være med til at virkeliggøre konceptet. Vinderforslag belønnes med samlet op til 100.000 EUR.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094