23948sdkhjf

Succesrigt tømrer- og byggefirma vinder iværksætterpris

Vestergaard Konstruktion ApS, der siden starten i 2010 både har skabt 12 nye arbejdspladser og opnået overskud, er hædret med Iværksætterprisen 2013 fra Viborgegnens Erhvervsråd.
Selv i en krisetid inden for byggeriet kan det lade sig gøre at få succes med et nystartet byggefirma. Det har iværksætteren Steffen Vestergaard, indehaver af Vestergaard Konstruktion i Ravnstrup ved Viborg, leveret beviset på.

Siden han i 2010 oprettede sit tømrer- og byggefirma, har han skabt 12 nye arbejdspladser og samtidig opnået sorte tal på bundlinjen.

Som anerkendelse for denne indsats er han netop blevet tildelt Iværksætterprisen 2013 fra Viborgegnens Erhvervsråd. Prisen gives til en virksomhed, der ”har udvist et bemærkelsesværdigt engagement og initiativ i området,” som det hedder i begrundelsen, hvor det også fremhæves, at Steffen Vestergaard er en god rollemodel for andre iværksætter-virksomheder.

Har fortsat ambitioner
Det var en glad og storsmilende Steffen Vestergaard, der modtog Iværksætterprisen, som også omfatter et halvt års brugsret til en VW Up, sponseret af Sølvsten Biler i Viborg.

- Jeg er meget stolt over Iværksætterprisen, der for mig er en stor anerkendelse af den måde, jeg driver mit firma på, og hvor kvalitet og overholdelse af indgåede aftaler er i fokus. Vi har primært koncentreret os om det lokale marked, hvor vi har bidt os godt fast. Men jeg har fortsat ambitioner med mit firma, så mon ikke vi også vil bevæge os i et større område, efterhånden som vi får kræfter til det, siger Steffen Vestergaard, der er udlært tømrer og efterfølgende uddannet bygningskonstruktør.

- Jeg elsker at sælge
Vestergaard Konstruktion udfører selv tømrer-, murer- og belægningsarbejde m.v. og samarbejder med en fast gruppe af underleverandører om opgaver som vvs, el og kloakering. Salgsarbejdet klarer Steffen Vestergaard også selv.

- Jeg elsker at sælge. Simpelthen. Og i al beskedenhed tror jeg også, jeg er ganske godt til det. For mig er der næsten ikke noget bedre end at møde andre mennesker, der gerne vil have bygget et nyt hus eller renoveret et ældre hus, og i samarbejde med dem finde frem til den løsning, som passer bedst til netop deres behov og deres pengepung. Det er en del af mit job, som jeg lægger stor vægt på, slutter Steffen Vestergaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078