Bravida godt i gang på DNU
Bæredygtighed, arbejdsmiljø og energiforbrug er i fokus på DNU, hvor Bravida er i gang med de omfattende installationsarbejder på det første byggefelt N1.
Bravida er nu kommet i gang med el-, vvs- og installationsarbejderne på det første byggefelt N1, hvor virksomheden har godt 25 mand beskæftiget på det cirka 30.000 m² nye behandlings- og sengebyggeri, der skyder godt i vejret. Det oplyser installationsvirksomheden på sin hjemmeside.
Flere medarbejdere i projektteamet
Samtidig er antallet af medarbejdere i Bravidas projektteam blevet øget i takt med det stigende aktivitetsniveau på N1 og det igangværende projekteringsarbejde på det andet byggefelt N2. Fundamenterne til N2’s godt 35.000 m² store bygning vokser hurtigt, men installationsarbejdet begynder først her for alvor næste forår.
Læs mere: Dobbelt op for Bravida på DNU-byggeri.
Der sidder nu fjorten medarbejdere fra Bravida i den moderne skurby under ledelse af senior projektchef Kim Staunstrup.
Blandt de fjorten er projektleder for ventilation Thomas Brokdorff, der har været på pladsen siden starten af april måned. Thomas er ikke i tvivl om, at han arbejder på en meget usædvanlig byggeplads. Han siger:
- Det er meget spændende at være med i et så stort og kompliceret projekt, hvor der samtidig er lagt meget vægt på arbejdsmiljø, bæredygtighed og optimering af energiforbrug. Endvidere er den efterfølgende drift af bygningerne tænkt ind i projektet fra starten blandt andet ved omfattende involvering af de kommende brugere som sygeplejersker og sosu assistenter.
Bæredygtighed u højsædet
Thomas Brokdorff oplever dagligt, at et godt og sikkert arbejdsmiljø er tænkt ind fra starten af projekteringen, og at arbejdsmiljøhensyn har høj prioritet hos bygherren.
Det samme gælder fokus på bæredygtighed, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved valg af materialer, og ved at bygningerne er projekteret til en levetid på hundrede år mod normalt halvtreds. Endvidere er de valgte løsninger blandt andet på ventilationssiden energi- og ressourcebesparende:
- Vi skal blandt andet installere rotorvekslere, der sparer energi, fylder mindre, er billigere i anskaffelse og skaber et bedre indeklima end traditionelle løsninger til hospitaler, slutter Thomas Brokdorff.