Topchef fraråder lønnedgang
Danfoss' administrerende direktør Jørgen Mads Clausen mener, at det er en rigtig dårlig ide, når lønmodtagere som de ansatte på Tulip i tirsdags valgte at gå 15 procent ned i løn for at forhindre arbejdspladser i at flytte væk fra Danmark.
Ifølge Jørgen Mads Clausen udgør lønnen efterhånden en så lille del af omkostningerne i den produktion, der er tilbage i Danmark, at mindre løn alligevel ikke batter noget i det store regnskab.
SiD er fuldt på linie med Danfoss-direktøren.
- Vi redder ikke arbejdspladser ved at konkurrere på lønnen. I stedet risikerer vi at ødelægge hele det danske aftalesystem. Og dermed er hele det dansk velfærdssamfund truet, siger Børge Frederiksen, formand for Industrigruppen i SiD, til sid.dk.
Børge Frederiksen peger i stedet på produktudvikling og ny teknologi som nøgle til at skabe danske arbejdspladser til ufaglærte fremover.
Bragt i dagens udgave af ”Erhvervsblader”.