Enemærke og Petersen lander stor facaderenovering
Entreprenørvirksomheden har underskrevet storentreprisekontrakt med Boligforeningen Århus Omegn på facaderenoveringen på Rosenhøj i Århus.
- Vi er meget glade for, at kontrakten nu er underskrevet, så vi for alvor kan komme i gang med planlægningen og mobiliseringen af medarbejdere, leverandører og underentreprenører til opgaven, siger administrerende direktør Svend R. Hartmann, som vurderer at opgaven vil komme til at beskæftige ca. 100 medarbejdere fordelt på byggeledelse og håndværkere i hele perioden.
Alene facadedelen udgør 54.000 m2, som er fordelt på bebyggelsens 27 boligblokke og 840 lejligheder. Herudover indeholder kontrakten en betydelig anlægsgartnerdel samt forskellige nedrivninger og nyopførelser af nye lejligheder.
- Facaderne skal i stor udstrækning udføres som præfabrikerede elementer, og opgaven handler endvidere meget om samspillet med beboerne og lokalsamfundet i Rosenhøj - i og med, at opgaven skal forløbe i etaper over de kommende tre år.
Arkitekter og ingeniører på projektet er henholdsvis Arkitema og Ingeniørfirmaet Viggo Madsen.