Verdens laveste CO2-aftryk? Teglværk mener at have knækket koden

Dugfriske klimadata fra Randers Tegl er ifølge producenten selv blandt de stærkeste på markedet.
På et år er det østjyske teglværk lykkedes med at halvere klimaaftrykket fra den klassiske røde teglsten, og udviklingen tilskrives blandt andet en ny digital EPD-løsning, der gør virksomheden i stand til nemt og hurtigt at lave unikke miljøvaredeklarationer (EPD'er) for hver enkelt sten i sortimentet.
Samtidig kunne teglværket ved årsskiftet indgå aftale om biogasforsyning på alle koncernens murstensværker, og samlet set betyder det, at virksomheden har sænket det såkaldte Global Warming Potential-værdi (GWP-værdi) på flere end 150 varenumre.
Ifølge Randers Tegl selv er der i den forbindelse barberet knap 40 pct. af den hidtidige rekord for murstenen med den laveste GWP-værdi i landet.
- Det er meget markant, og faktisk har vi ikke kendskab til nyproducerede murstensprodukter med lavere GWP på verdensplan end vores, siger salgschef i Randers Tegl, Kenneth Moesgaard Poulsen, i en pressemeddelelse.
Udviklingen det seneste år gør, at Randers Tegl i dag kan fremvise en GWP-værdi på 4,55 kg CO2-ekvivalenter per kvm på koncernens klassiske røde teglsten, der er den nyproducerede mursten med det laveste CO2-aftryk. Sidste år var GWP’en på det tilsvarende produkt 9,52 kg.
De nyproducerede mursten rykker også markant tættere på en genanvendt mursten, der i Randers Tegls sortiment har en GWP-værdi på 2,42.
Data skaber et kæmpe incitament
De specifikke årsager til de markante CO2-reduktioner skal foruden omstillingen til biogas særligt findes i, at Randers Tegl med udgangspunkt i den nye data har justeret på alt lige fra kalkindholdet i murstenen til brændstofforbruget og nedbringelse af affald på murstensværkerne.
- Vi kan nu se sort på hvidt, hvor skoen trykker i forhold til CO2-påvirkningen og dermed med hvilke investeringer, vi opnår den størst mulige reduktion. Det er en gamechanger for os, siger Kenneth Moesgaard Poulsen.

Han peger på, at værktøjet ligeledes giver mulighed for at erstatte nogle af branchens generiske data med egne konkrete data.
- Som eksempel har vi erstattet generiske data for opgravning af ler, der før var baseret på et eksempel fra Tyskland, med vores egen proces. Dermed bliver EPD’en meget mere specifik, og det skaber jo et kæmpe incitament til, at vi optimerer på alle de dele, vi overhovedet kan, simpelthen fordi vi kan differentiere os på det, forklarer han.
- Samtidig får det også stor betydning for vores fremtidige produktudvikling, da vi allerede på forhånd ved nøjagtigt, hvilke komponenter vi skal sammensætte for at få de ønskede klimadata, lyder det videre.
Med indfasningen af den nye digitale løsning og overgangen til biogas på murstensværkerne på plads retter Randers Tegl nu fokus mod koncernens tagstensværker.
Efter sommer overgår Randers Tegls danske tagstensværker til biogasforsyning, og efterfølgende påbegyndes omstillingen af energiforsyningen til koncernens tyske værk i Nordrhein-Westfalen.
- Vi tror på, at vi kan lave tilsvarende store reduktioner på vores tagstensprodukter, og det er helt nødvendigt for at være på forkant med indfasningen af skrappere krav på renoveringsmarkedet, vurderer Kenneth Moesgaard Poulsen.