Erhvervsbestyrelse ude med millioner: SMV'ere kan få hjælp til genbrug

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har annonceret en investering på 290 mio. kr. til at fremme cirkulær økonomi i små og mellemstore virksomheder.
Initiativet skal hjælpe over 300 virksomheder med at forbedre deres forudsætninger for at arbejde med bæredygtighed og cirkulær økonomi.
Det skriver Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, som hører under Erhvervsministeriet, og så har til formål at fremme erhvervsudvikling i landet.
- Den grønne omstilling er ikke alene en samfundsudfordring. Den er også et vækstpotentiale for tusindvis af SMV'er, der kan styrke deres konkurrenceevne ved at blive bedre til at håndtere grønne krav i markedet og anvende ressourcer meget bedre i værdikæderne. Her er det afgørende at arbejde strategisk og kommercielt med cirkulær økonomi og samtidig sørge for, at mange flere SMV’er kan leve op til skærpede krav fra EU på det grønne område, udtaler Johannes Lundsfryd Jensen, der er medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og borgmester i Middelfart Kommune.
Danmark halter bagud
Bestyrelsen lægger i pressemeddelelsen vægt på, at Danmark halter bagud i forhold til sammenlignelige nabolande, når det handler om at være cirkulære.
Vi er kun fire pct. cirkulære, mens Holland er 24,5 pct. cirkulære. Ifølge Erhvervsfremmebestyrelsen ligger vi også under det globale gennemsnit, som er på 7,2 pct.
- Det er især SMV’erne, der har svært ved at få en cirkulær produktion i gang, reducere affaldsmængder og udvikle cirkulære forretningsmodeller og løsninger. Vores investering skal derfor hjælpe flere hundrede SMV’er ind i cirkulære værdikædesamarbejder. I mange virksomheder er der uudnyttede kommercielle muligheder forbundet med at blive bedre til at tjene penge på at løse samfundsudfordringer, for eksempel ved at få produkter til at leve længere, siger Johannes Lundsfryd Jensen.
Frem til den 12. juni 2025 kl. 12.00 har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse åbent for ansøgninger.