Erfarne faglærte skal fastholde elever på erhvervsskoler
Hvert år begynder over 60.000 elever på en erhvervsuddannelse, men kun hver anden gennemfører uddannelsen. Eleverne falder fra af både faglige og personlige årsager. Samtidig ved man, at elever med udfordringer i langt højere grad gennemfører en uddannelse, hvis de har en mentor tilknyttet.
I en ny mentorordning får udvalgte lærlinge på grundforløb 2 en ”følgesvend”, så de får bedre forudsætninger for at gennemføre deres erhvervsuddannelse. Grundforløb 2 foregår på skolen, og det er her, at man både møder sit fag og bliver forberedt på at komme ud på en arbejdsplads og blive en del af et arbejdsfællesskab.
Mentorerne, som er pensionerede faglærte inden for metalfagene, skal være med til at give de unge en faglig selvtillid og støtte dem både fagligt og socialt.
Fond har doneret millioner
Mentorordningen er kommet i stand med en bevilling på 5 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møller Fond til almene Formaal.
Peter Faber, der er forbundssekretær i Dansk Metals uddannelsessekretariat, glæder sig over ordningen:
- Jeg er stolt over, at vi i Dansk Metal på den her måde kan være med til at gøre en forskel for unge, som har det svært og måske ellers ville droppe ud af skolen. De erfarne ”Metallere” kender faget og arbejdsmarkedet og kan støtte de unge på en anden måde end skolens vejledere. Med små tips og tricks, begejstring for håndværket og personlig opbakning kan vi bidrage til, at flere unge trives bedre samt holder ved og bliver på deres uddannelse, siger han i en pressemeddelelse.
Mentorordningen bygger på gode erfaringer fra et årelangt samarbejde mellem Metal Midt-Vestsjælland og erhvervsskolen ZBC, hvor man har oplevet, hvilken forskel en mentor kan gøre. Nu skal ordningen udbredes til mindst fem steder i landet, først med hovedstaden, hvor erhvervsskolen TEC og Metal Hovedstaden har samlet et nyt mentorkorps.
Mentorerne er frivillige og ulønnede, og de bliver hver koblet på to-tre lærlinge ad gangen. Mentoren skal være en støtte på skolens værksted samt dele erfaringer fra sit fag og arbejdsliv. Som mentor indgår man ikke i undervisningen, men er til stede som en ekstra hjælpende hånd og et lyttende øre.
Om mentorordningen
Mentorordningen er et samarbejde mellem erhvervsskoler og lokalafdelinger i Dansk Metal og SUS – Socialt Udviklingscenter. Ordningen er et vigtigt bidrag til en samlet indsats for at fastholde unge i deres uddannelsesvalg, herunder at styrke deres faglige selvtillid og selvstændighed.
Udvælgelsen af hvilke unge, der vil være i målgruppen for et mentorforløb, sker på erhvervsskolerne. Lærlingene skal være i gang med grundforløb 2 og være under 25 år. Rekrutteringen af pensionerede faglærte til mentorkorpset bliver foretaget af Dansk Metals lokalafdelinger, som kender de aktive faglige seniorer.