23948sdkhjf

Ekstra millioner skal sikre hurtigere bygge-ekspedition i Aalborg

Tillægsbevilling på 25 millioner kroner skal sikre hurtigere sagsbehandling i Aalborg Kommune

Aalborg Kommune oplever en markant stigning i antallet af byggesager. 

By og Land-forvaltningen modtog 6.215 byggesager i 2024, en lille stigning fra 6.212 sager året før. Et antal der indikerer vækst i kommunen, men som omvendt lægger pres på sagsbehandlerne.

For at imødekomme det stigende antal sager og forbedre sagsbehandlingstiden har budgetforligspartierne indstillet en tillægsbevilling på 10 mio. kr. i 2025 og 15 mio. kr. i 2026. Af disse midler er 5 mio. kr. årligt øremærket til byggesagsbehandlingen.

Det oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Bevillingen skal blandt andet også gå til at styrke koordineringen af større projekter og til at håndtere afledte konsekvenser af ny lovgivning.

Fra By og Lands side bliver de ekstra ressourcer til området set som en anerkendelse af det vigtige arbejde, der udføres med myndigheds- og sagsbehandling, og at forvaltningen er på den rigtige vej, samt som en erkendelse af, at der har været afsat for få ressourcer til opgaven.

- I Byggeri har vi det seneste halve år arbejdet hårdt på at professionalisere driften og rollen som myndighed. Det har været nødvendigt af flere årsager. Det skal gøre os helt skarpe på rollen og opgaverne i myndighedsbehandlingen, og hvor grænserne går dels i forhold til forsvarlig saglig forvaltning, dels i forhold til at identificere politiske handlerum, udtaler myndighedschef Mette Hesthaven.

Et spørgsmål om tillid

Hun peger på, at myndighedsbehandlingen i vid udstrækning er lovbunden, men at det med respekt for dette er muligt at foretage tilpasninger af driften til den ressourcemæssige ramme. Men det handler også om en anden ting.

- Det handler om at opbygge tillid til os som forvaltning og myndighed. Tillid til, at vi varetager alle de hensyn, vi skal efter loven – men ikke mere end det. Tillid til, at vi anvender ressourcerne så effektivt som muligt, så borgerne hurtigst muligt kan få afgjort deres sager, siger Mette Hesthaven.

Bevillingen skal ikke kun gå til at ansætte flere medarbejdere, men også til at styrke koordineringen af større projekter og håndtere ny lovgivning. 

By og Land har allerede effektiviseret deres ressourceanvendelse, hvilket har resulteret i 400 flere afsluttede sager end året før. Den endelige godkendelse af tillægsbevillingen forventes i byrådet den 10. marts 2025.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.949