23948sdkhjf

Treårig overenskomst sikrer mere frihed for ansatte i industrien

Ansatte får mere frihed i overenskomst, der lægger linjen for rigtig mange andre i den private sektor

Ansatte i industrien kan se frem til mere frihed, som giver travle familier med fuldtidsarbejde bedre mulighed for at få hverdagen til at hænge sammen.

Det fremgår af en stor treårig overenskomst, der lægger linjen for rigtig mange overenskomstforhandlinger i den private sektor.

Dansk Industri og fagforbundsalliancen CO-industri har den seneste måned forhandlet om løn- og arbejdsvilkår for de cirka 6.000 industrivirksomheder og 230.000 ansatte.

- Vi har fundet de svære, men nødvendige balancepunkter. Vi tager på begge sider ansvar for gode løn- og arbejdsvilkår.

- Det viser, at den danske model virkelig er værd at kæmpe for, og at danskerne kan regne med den. Selv om vi er i turbulente tider, siger chefforhandler og topchef i Dansk Industri Lars Sandahl.

Fritvalgskontoen stiger med 2 procentpoint fra 9 til 11 procent. Der bliver lagt én procent på i 2026 og én procent i 2027.

Arbejdsgivernes indbetaling til pension stiger med et procentpoint fra 2025. Det betyder, at arbejdsgiverne fremover indbetaler 11 procent og lønmodtagerne 2 procent til pension.

Der indføres ret til fri ved barns tredje sygedag, to årlige børnebørns-omsorgsdage og ret til at ledsage nærtstående ved helbredskonsultationer og samtaler med myndigheder.

Desuden styrkes forældreorlov med to ugers ekstra betaling med fuld løn, som er til fri fordeling mellem forældrene.

Også repræsentanter for arbejdstagerne er tilfredse ifølge chefforhandler Claus Jensen.

- Vi har landet en rigtig god overenskomst, som skaber mere balance mellem privat- og arbejdsliv, men også sikrer medarbejderne reallønsfremgang, og det var de to vigtigste ting, siger formanden for Dansk Metal.

Mindstelønnen stiger fra 136,15 kr. til i alt 146,90 kr., og der ventes reallønsfremgang.

Det tør parterne godt love, selv om det er op til overenskomster, der mangler at blive forhandlet på plads lokalt med udgangspunkt i den enkelte virksomheds økonomi.

Det står repræsentanterne for arbejdsgiverne dog inde for.

- Det tør jeg, fordi vi allerede har skabt enighed om en masse rammer strukturer og forøgelser. Vi har skabt muligheden for, at virksomhederne klarer resten lokalt, som man gør på mindstelønsområdet, siger Lars Sandahl.

/ritzau/

Hovedpunkterne i den nye overenskomst for industrien

Søndag er der indgået et forlig om nye overenskomster på industriens område.

Aftalen gælder for cirka 6.000 virksomheder og omfatter 230.000 medarbejdere.

De to overenskomster, der er omfattet, er Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte og Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer

Indholdet af forliget her:

* Overenskomsterne er treårige og rækker frem til 1. marts 2028.

* Fritvalgskontoen stiger med 2 procent fra 9 til 11 procent. Der bliver lagt 1 procent på i 2026 og 1 procent i 2027.

* Arbejdsgivernes indbetaling til pension stiger med 1 procent fra 1. maj 2025. Det betyder, at arbejdsgiverne fremover indbetaler 11 procent og lønmodtagerne 2 procent til pension.

* Mindstelønnen stiger fra 136,15 kr. til i alt 146,90 kr. i overenskomstperioden.

* Lønmodtagerne får nye rettigheder til at bruge fritvalgskontoen til at holde fri sammen med familien.

* Det er blandt andet ret til fri ved barns tredje sygedag, to årlige børnebørns-omsorgsdage og ret til at ledsage nærtstående ved helbredskonsultationer og samtaler med myndigheder.

* To ugers ekstra betaling med fuld løn under forældreorlov. Ugerne er til fri fordeling blandt forældrene.

* Ret til tre ugers ekstra løn under sygdom. Det betyder, at timelønnede i alt har ret til 17 ugers løn under sygdom.

* Tillæg for overarbejde bliver forøget med tre procent hvert år. Øvrige tillæg bliver forhøjet med 3,5 procent per år.

* Lønnen til elever, lærlinge og praktikanter stiger med fire procent i 2025, 3,5 procent i 2026 og 3,5 procent i 2027.

Kilde: CO-industri

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074