Grønt lys til millioner i Aarhus-lufthavn
Redningsplanen for den skrantende østjyske lufthavn Aarhus Airport er et skridt nærmere at være helt på plads.
Inden årsskiftet har byrådene i de tre ejerkommuner, Syddjurs, Aarhus og Norddjurs, givet grønt lys til en kontrakt med den fortsat ukendte investor, der vil skyde 120 mio. kr. i lufthavnen.
Det siger bestyrelsesformand i lufthavnen Lars Dige Knudsen til Aarhus Stiftstidende.
I november oplyste lufthavnen, at den havde indgået en betinget aftale med en "international investor", der ønsker at overtage aktiemajoriteten i lufthavnen.
Aftalen var betinget af godkendelse fra Aarhus, Syddjurs og Norddjurs kommuner. Selv om byrådene i kommunerne nu har givet grønt lys, er intet dog sikkert, før underskriften er sat på kontrakten.
Men Lars Dige Knudsen oplyser til Aarhus Stiftstidende, at alt går efter planen. Det ventes, at kontrakten underskrives inden udgangen af februar.
For få passagerer
Den skrantende lufthavn, der har kæmpet med at tiltrække passagerer, har de seneste par år været på jagt efter en investor.
Lufthavnen har hidtil været ejet af Aarhus, Syddjurs og Norddjurs kommuner samt minoritetsaktionæren Staus A/S.
Den nye investor kommer til at eje 51 procent af aktierne i lufthavnen, mens de tre kommuner sidder på resten. Staus A/S ryger helt ud af aktionærkredsen.
Lufthavnen, der ligger på Djursland, har i flere år kæmpet med dårlig økonomi.
Det har flere gange fået ejerkommunerne til at ryste op med flere penge.
Ejerkommunerne skød i 2019 yderligere 200 mio kr. ind i lufthavnen.
Det skete med den forudsætning, at lufthavnen skulle finde en privat investor, der vil stille med yderligere kapital.
Aarhus Airport kom i 2023 ud med et underskud på 83 mio. kr.
Det fik i april bestyrelsesformanden til at skrive til de tre ejerkommuner, at kassebeholdningen ville løbe tør i årets sidste kvartal.