NCC og Colas dropper samarbejde med vognmand efter miljøskandale
Asfaltfirmaet Colas og entreprenørkoncernen NCC dropper samarbejdet med en sjællandsk vognmand i kølvandet på afsløringer af ulovlig dumping af byggeaffald og jord.
Det bekræfter firmaerne overfor Sjællandske Nyheder.
- Samarbejdsaftalen med Peter Engbæk Nielsen er opsagt af NCC i Danmark per 9. oktober 2024. NCC har haft en samarbejdsaftale med ham i fire år på timelønsbasis med fragt af jord, asfalt og stenmaterialer. Den jord, han har kørt for os, er anmeldt og kørt i deponi, oplyser NCC i et skriftligt svar til mediet.
Colas oplyser, at Peter Engbæk Nielsen kun har kørt transporter mellem firmaets fabrikker og grusgrave med virksomhedens egne råvarer.
Jordaffaldet, der blandt andet blev dumpet på en mark i Faxe Kommune, kom fra byggegrunde og indeholdt blandt andet flamingo, isolering, asfalt og plastik.
Firmaet Peter E. Nielsen ApS er kommet under konkursbehandling.