23948sdkhjf

Værktøjsgigant lægger grundsten til nybrud i træ

Onsdag blev grundstenen til Boschs nye danske hovedkontor lagt i Ballerup

Da Ballerup-borgmester Jesper Würtzen sammen med Bosch onsdag officielt satte gang i byggeriet af værktøjsproducentens nye danske hovedkontor, skete det i velkendte omgivelser.

Der skal nemlig bygges ved siden af det nuværende hovedkontor på Telegrafvej i Ballerup, men der stopper ligheden også. Ifølge Bosch er det nye domicil nemlig nyskabende på en lang række parametre, og det er således kun virksomhedens facadelogo, der forbliver uændret.

Det nye hovedkontor ligger på en 38.000 kvm stor grund og den nye moderne bygning bliver på næsten 10.000 kvm og forventes at stå klar til indflytning i slutningen af 2026.

Et ”showpiece” i træ

Med grundstensnedlæggelsen har værktøjsgiganten desuden sat gang i et af de første danske industribyggerier, der udføres i træ. 

- Det har været helt fundamentalt for os at kunne forene funktionalitet og mere bæredygtige valg i opførelsen af vores nye Bosch-bygning. Og vi har i alle aspekter af byggeriet haft fokus på valget af materialer ud fra netop de to parametre, fortæller Karin Luths, byggeriansvarlig projektleder i Bosch, i en pressemeddelelse. 

- Derfor var det også nærliggende, at vi skulle opføre bygningen i træ i stedet for beton, som man normalt ser i industrielle byggerier i dag, forklarer hun.

Boschs nye hovedkontor vil blive bygget af PEFC-certificeret træ. Derudover har det været vigtigt for virksomheden at sikre et godt indeklima. Eksempelvis reguleres temperaturen i bygningen ved hjælp af varmeveksling, som bruger grundvandstemperaturen til at regulere opvarmning og afkøling af bygningen efter årstiden.

- Vi ser det nye byggeri som et pilotprojekt – et showpiece – som skal være med til at afspejle Boschs værdier både internt og udadtil, men som i lige så høj grad skal være med til at sætte nye standarder for, hvordan man i Bosch – og måske andre virksomheder – kan lave kontorbyggerier i fremtiden, uddyber Karin Luths.

Vi ser det nye byggeri som et pilotprojekt – et showpiece – som skal være med til at afspejle Boschs værdier både internt og udadtil Karin Luths, byggeriansvarlig projektleder i Bosch

Åbent fællesskab under ét tag

Når det nye hovedkontor står færdigt, så vil det som noget nyt huse alle Boschs danske divisioner, som tæller omkring 400 medarbejdere i alt.

- Ved at integrere kontorer, værkstedsfaciliteter og træningslokaler under ét tag ønsker vi at skabe mere synergi – med det formål at styrke effektiviteten, holdånden og præstationen for vores kunder, siger Thore H. Pedersen, adm. direktør for Robert Bosch A/S.

Flere af de arkitektoniske tiltag, der er gjort i forbindelse med byggeriet, skal ifølge Bosch være med til at støtte denne synergi. Der vil blandt andet være én fælles hovedindgang, som medarbejder, kunder og andre besøgende alle bruger. Derudover skal åbne kontorer, store fællesrum og fleksible arbejdspladser indbyde til samarbejde på tværs.

Det nye hovedkontor bliver derved en multifunktionsbygning, som ligeledes vil fungere som showroom for virksomheden, der under det velkendte Bosch-brand rummer en lang række specialer og divisioner som BSH Hvidevarer A/S, Bosch Rexroth A/S, Bosch eBike Systems, Mobility Aftermarket, Home Comfort, og Power Tools.

Et historisk forhold til Ballerup

Gennem hele planlægningen af byggeriet har Bosch arbejdet tæt med Ballerup Kommune for at sikre, at det passer ind i moderniseringsplanerne for området. Og ifølge Ballerup-borgmester bliver byggeriet en positiv tilføjelse til lokalmiljøet.

- Det glæder mig, at Bosch har valgt at samle deres aktiviteter her i det nye hovedkontor i Ballerup. Ballerup Kommune er en stærk erhvervskommune med mange forskellige arbejdspladser, og Bosch passer rigtig godt ind i vores erhvervsprofil. Den nye bygning vil også bidrage flot til den modernisering, der er i gang omkring området på Telegrafvej, siger han.

Bosch har haft til huse i Ballerup siden 1970, og for virksomheden har det stor betydning at få lov at blive i området.

- Vi har i Bosch et historisk forhold til Ballerup, så vi er glade for at vores nye hovedkontor også skal befinde sig her. Derfor har det også været vigtigt for os at tænke lokalsamfundet med ind i planerne for vores nye hovedkontor, fortæller Thore H. Pedersen.

- Vi har i Bosch et historisk forhold til Ballerup, så vi er glade for at vores nye hovedkontor også skal befinde sig her Thore H. Pedersen, adm. direktør for Robert Bosch A/S

Derfor bliver den nye kontorbygning heller ikke kun tilgængelig for medarbejdere, men også naboer og andre interesserede har mulighed for at besøge den nye café, som opføres i forbindelse med byggeriet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079