23948sdkhjf

Stolte lærlinge modtager årets SMV-pris

Kampen for bedre erhvervsuddannelser og større faglig stolthed har nu sikret Lærlingeoprøret endnu en pris

Lærlingeoprøret, der blev startet i 2022, bliver nu igen hædret.

Fonden Håndværkets Hus har således valgt, at årets SMV-pris tilfalder den gruppe af lærlinge, der, siden oprøret blev startet, har kæmpet mod uddannelsessnobberi og for bedre rammer og bedre uddannede lærere på landets erhvervsuddannelser.

- Vi er utroligt stolte af at kunne tildele årets SMV-pris til Lærlingeoprøret. Deres arbejde har været en inspiration for os alle og har vist, hvor stor en forskel en gruppe engagerede unge kan gøre, udtaler Niels Techen, formand for SMVdanmark i en pressemeddelelse

De har været med til at sikre, at der er blevet afsat flere penge til erhvervsuddannelserne og givet lærlinge en stærkere stemme i den offentlige debat. Det er jeg glad for, at vi nu anerkender med denne pris, lyder det videre. 

En kulturel kamp

Over 250 lærlinge og nyuddannede har skrevet under på, at de støtter oprøret, og der er samlet flere end 100 eksempler på, hvad eleverne ser som dårlige forhold på erhvervsskolerne. 

Lærlingeoprøret har siden starten udviklet sig til et nationalt initiativ, der kæmper for bedre forhold, for at få stoltheden tilbage i de faglærte fag og ligeværdighed for lærlinge sammenlignet med andre grupper i uddannelsessystemet.

Carl Emil Lind Christensen, der er initiativtager til Lærlingeoprøret, er glad for at modtage årets SMV-pris.

- Lærlingeoprøret er meget mere end et krav om penge til vores skoler. Det er også en kulturel kamp imod uddannelsessnobberi i samfundet. Tak for prisen, der giver vind i sejlene til den dagsorden, udtaler han.

SMV-prisen er ifølge prisuddeleren en anerkendelse af Lærlingeoprørets utrættelige indsats for at skabe bedre rammer og vilkår for erhvervsuddannelserne i Danmark. 

De unge lærlinge har ikke blot udtrykt deres utilfredshed over de eksisterende forhold. De har også aktivt arbejdet for at ændre dem, og Fonden Håndværkets Hus peger på, at det er lykkedes. Siden lærlingeoprørets opstart har regeringen afsat et trecifret millionbeløb til blandt andet kvalitet, bedre udstyr og dygtigere lærere på erhvervsuddannelserne.

Også i sommer modtog Lærlingeoprøret en pris for indsatsen, nemlig HandleKraft-prisen, der blev uddelt på årets folkemøde. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.956