23948sdkhjf

Konkurrence om knudepunkt i østjysk flodby

Nu er det op til arkitekter og rådgivere at give bud på, hvad et nyt centralt areal i Flodbyen Randers præcist skal indeholde. Alene den kommunale del af projektet har et budget på 70 millioner kroner

Realdania, Flodbyen Randers P/S og Randers Kommune har sat gang i en konkurrence for at finde det hold, der skal stå for at tegne og projektere Flodlejet, byens nye centrale plads ved vandet. Lige nu kan alle byde ind på opgaven.

- Flodlejet bliver et vartegn i Flodbyen, hvor man vil opleve byens møde med vandet og naturen, siger Torben Hansen (S), borgmester i Randers Kommune, i en pressemeddelelse.

- Samtidig vil området bidrage til at beskytte Randers by mod stormflod, og vi er nu nået dertil, at vi skal finde ud af, hvad Flodlejet helt præcist skal indeholde, og hvordan det skal se ud, fortsætter borgmesteren.

Flodlejet bliver et vigtigt bindeled mellem bylivet i midtbyen og de nye byrum langs vandkanten i det omfattende byudviklingsprojekt Flodbyens etape 1.

70 millioner

En del af arealet er kommunalt og udvikles af Randers Kommune og Realdania fællesskab. Anlægsprojektet på det kommunale areal har et samlet budget på 70 mio. kr., hvor kommunen og Realdania hver bidrager med 35 mio. kr.

Flodbyen

  • Arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers består af Randers Kommune (49 pct.) og AP Ejendomme (51 pct.), som er AP Pensions ejendomsselskab.
  • Det samlede areal til byudvikling i selskabet omfatter et grundareal på 245.000 kvm med en forventet samlet byggeret jf. udviklingsplanen på 170.000 etagemeter. Der bliver bygget blandede boliger til 7000-8000 mennesker.
  • Etape 1 omfatter et grundareal på cirka 99.000 kvm med en forventet samlet byggeret på cirka 51.000 etagemeter, og er opdelt i tre deletaper, der består af Brotoften, Busterminalen og Bolværksgrunden. 
  • Etape 2 omfatter et grundareal på cirka 145.000 kvm med en forventet samlet byggeret på 119.000 etagemeter, og er opdelt i fire deletaper, der består af Toldbodgade Vest, Toldbodgade Øst, Nordhavn Vest og Nordhavn Øst.
  • AP Ejendomme får efter lokalplanlægning og byggemodning i selskabet købepligt til 45.200 etagemeter (27 pct.) og køberet til yderligere 39.400 etagemeter (23 pct.) fordelt på de 2 etaper. De resterende byggeretter i selskabet sælges til andre udviklere og investorer.
  • Rådgivere for selskabet bliver Niras, Grandville og Sleth.
  • Randers Kommune har forpligtet sig til at have opført Klimabroen i 2030, da den er en forudsætning for, at anden etape af Flodbyen kan sættes i gang. VVM-undersøgelsen forventes igangsat i 2023/24.
  • Randers Kommune forventer selv at opspare omkring 300 mio. kr. til broen, som vil koste 450-550 mio. kr. De resterende midler skal findes via statstilskud eller lån. Skulle Klimabroen mod forventning ikke blive en realitet i 2030, skal Randers Kommune betale en bod til AP Pension.

Kilder: Randers Kommune og AP Pension

Flodlejet kommer til at ligge på Bolværksgrunden mellem Havnegade, Randers Bro, havnebassinet og streetfood-bygningen i Randers.

En del af arealet er kommunalt og udvikles af Randers Kommune og Realdania fællesskab. Den centrale del af Bolværksgrunden ejes af Flodbyen Randers P/S, som udvikler den del af arealet.

Her skal der blandt andet etableres en større bebyggelse, som forventes at have offentlige og udadrettede funktioner i stueetagen.

Bliver klogere i februar

Udbuddet om Flodlejet er indledt med en prækvalifikation, hvor tværfaglige hold af arkitekter og ingeniørrådgivere har mulighed for at byde ind på opgaven om at tegne og projektere Flodlejet. Det er muligt indtil 29. oktober.

Herefter går fem hold videre og skal udfærdige et forslag til koncept for Flodlejet. I vurderingen af den endelige vinder vægter konceptet for Flodlejet 50 pct., prisen vægter 30 pct. og den tilbudte organisation vægter 20 pct.

Vinderholdets koncept bliver grundlaget for det videre arbejde med at realisere projektet.

Det vindende hold udvælges i slutningen af februar 2025.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064