Trump eller Harris: Rambøll-direktør ved godt, hvad han håber på...
Der findes få ting i verden, der tillægges større betydning end det amerikanske præsidentvalg.
Lige nu er der dødt løb mellem de to kandidater, Trump og Harris, men hvis man spørger driftsdirektør i Rambøll Michael Simmelsgaard, er han ikke i tvivl om, at sidstnævnte ville være den bedste løsning for den danske koncern.
Det siger han i Finans' podcast 'Valg i USA'.
Det er hele tiden vigtigt for investeringer, at der er stabilitet og en klar linje Michael Simmelsgaard, driftsdirektør i Rambøll
Særligt én pointe er afgørende for direktøren, når han ser på den linje, de to kandidater udstikker. Det handler i virkeligheden ikke så meget om den konkrete politik, men snarere stabilitet:
- Harris er mere af det, vi kender. Det er mere af den retning, der ligger. Det er hele tiden vigtigt for investeringer, at der er stabilitet og en klar linje, siger han i podcasten.
Det er 10 år siden, at Rambøll gik ind i det amerikanske marked, hvor koncernen især har nydt godt af den øgede efterspørgsel på vejledning i den grønne omstilling. Derfor har koncernen allerede erfaringer med at drive forretning under forskellige præsidenter.
Rambøll har udført rådgivningsopgaver i USA inden for både biodiversitet, klima- og miljøtilpasning og energiinfrastruktur som vindmøller.
Michael Simmelsgaard forventer, at omsætningen i den amerikanske del af forretningen i 2030 vil være på højde med den samlede omsætningen i Norden, som ligger på cirka 9 mia. kr.
Donald Trump har tidligere kaldt vindmøller "forfærdelige" og varslet med at rulle dele af den vedvarende energiinfrastruktur tilbage, hvis han vinder valget. Efter Michael Simmelsgaards vurdering kan præsidentvalget dog maksimalt få negativ indflydelse på et par procenter af Rambølls vækst, hvis Donald Trump igen sætter sig i det ovale kontor.