Rådgivergruppe vinder opgave på ny metro
Et joint venture bestående af rådgiverne Rambøll og Systra med Gottlieb Paludan Architects som underrådgiver skal hjælpe Metroselskabet.
Trioen har fået til opgave at videreudvikle det grundlæggende design af selve transportsystemet og kontrol- og vedligeholdelsescenteret på metrolinjen M5.
- Vi har glædet os til at få rådgiverne med ombord på projektet og ser frem til et tæt samarbejde om at udvikle systemerne og driften for den kommende metrolinje i hovedstaden, siger Russell Saltmarsh, projektdirektør i Metroselskabet, i en pressemeddelelse.
Metrolinje M5 er en ny metrolinje med op til 10 stationer, der skal forbinde både eksisterende byområder samt til nye bydele i Østhavnen i København.
Flere opgaver
Opgaven, der venter rådgiverholdet, omfatter blandt andet teknisk rådgivning i forhold til kravspecifikation for tog, jernbaneinfrastruktur og de tekniske delsystemer samt grænseflader til anlægsdelen af projektet.
Derudover kommer rådgivning knyttet til drift og vedligehold af metroen.
- Systra har været involveret i en ud af to førerløse metroer i verden og på samtlige metrolinjer i Danmark, så det glæder os at kunne bidrage med vores ekspertise til transportsystemet til M5, siger Johan Stranddorf, projektdirektør hos Systra.