Aarsleff lander nyt stort havneprojekt
Landets største entreprenørkoncern, Aarsleff, skal i løbet af de næste seks år være partner på renoveringen af cirka 800 løbende meter kaj på den tyske havn Salzgitterkai i Hamborg.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Det kommer til at ske i et samarbejde med den tyske entreprenør Hochtief Infrastructure GmbH i en integreret projektalliance (IPA-kontrakt), som også tæller to rådgivende ingeniører, en virksomhed specialiseret i ammunitionsrydning samt bygherren Hamburg Port Authority.
Partnerskabet kommer i kølvandet på, at Aarsleff tidligere har været dybt involveret i den omfattende renovering af Masthuggskajen i Göteborg, der havde en værdi af omring 850 mio. kr.
Vicedirektør i Aarsleff Fundering, Jesper Pilegaard, er stolt af have landet projektet, og ifølge ham har det svenske projekt spillet en central rolle i den nye havneopgave i Hamborg.
- Gennem årene har vi opbygget stærke fagkompetencer, samarbejdsevner og erfaringer i udførelse og projektledelse af marine konstruktioner, havne og broer – og blandt andet vores projekt ved Masthuggskajen i Göteborg har overbevist Hochtief Hamburg om, at Aarsleff, og ikke mindst vores kvalificerede danske og tyske medarbejdere, er den rette partner til et projekt som Salzgitterkai, siger Jesper Pilegaard.
I regnskabet for de første ni måneder af 2023/24, der blev offentliggjort i slutningen af august, fremhævede Aarsleff netop Masthuggskajen i Göteborg som et af koncernens helt store projekter.
- Omsætningen er steget med 2,8 pct. som følge af høj aktivitet i Island samt på flere større anlægsprojekter som Lynetteholm i København, Femernforbindelsen og Masthuggskajen i Göteborg, skrev Aarsleff i regnskabet.
Aarsleff oplyser ikke umiddelbart værdien af kontrakten ved Salzgitterkai.
Der er tale om et joint venture mellem Hochtief og Per Aarsleff, som er ansvarlige for byggeriet, mens WIWA vil stå for planlægning af sprængstofundersøgelser samt eventuel rydning af sprængstoffer fra anden verdenskrig.
Projektet starter nu første IPA-fase med planlægning og optimering samt fastsættelse af omkostninger. Anden fase, som bliver byggestarten, forventes at ske i slutningen af 2025. Havneprojektet ventes at stå færdigt i 2030.