Færre anmeldelser om vejrskader på boliger hen over sommeren
Hos forsikringsselskaberne Topdanmark og Tryg har man i løbet af sommeren modtaget færre anmeldelser om vejrskader på boliger og bygninger sammenlignet med sidste år.
I en mail skriver Topdanmark, at selskabet har fået 4007 anmeldelser om vejrskader i juni, juli og august.
Samme periode året før modtog forsikringsselskabet 6437 anmeldelser.
Helene Ibsen, som er boligchef hos Topdanmark, siger søndag, at antallet af anmeldte vejrskader hos Topdanmark var rekordhøjt sidste år.
- Vi har været forskånet for at have en række større landsdækkende vejrbegivenheder hen over sommeren i modsætning til sidste år, hvor der var nogle meget voldsomme skybrud og den vådeste juli nogensinde i Danmark.
Også hos Tryg lyder det, at færre voldsomme vejrhændelser har ført til et fald i antallet af anmeldte vejrskader hen over sommeren.
- Vi oplever også, at vores kunder er blevet bedre til at forberede sig ved skybrud, udtaler skadedirektør i Tryg Carsten Hvass-Nielsen i en mail.
Han tilføjer, at selskabets kunder i sommerperioden har oplevet 30 procent færre vejrrelaterede bygningsskader på deres private boliger sammenlignet med sidste år.
Topdanmarks boligchef fortæller, at de vejrrelaterede anmeldelser på boliger og bygninger typisk handler om vandskader.
- Det er dem, som vores boligejere er mest generede af - at der kommer vand gennem taget og ned i kældrene på grund af meget nedbør, siger Helene Ibsen.
Sommeren 2024 har været den vådeste siden 2011.
I alt er der faldet 295,7 millimeter nedbør på landsplan fra juni til august. Det oplyser Martin Lindberg, som er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), søndag.
/ritzau/