Arkil sætter skovlen i endnu en omfartsvej
Endnu engang tager Arkil fat på den disciplin, det er at anlægge en helt ny vej.
Denne gang er det ved Kolding, hvor 2,4 km ny omfartsvej nu er under opførelse. Efter Kolding Byråd har arbejdet på sagen igennem flere perioder, kunne byens borgmester Knud Erik Langhoff (K) så tage første spadestik sammen med Jakob Ville (V), formand for Plan og Teknik.
Arkil og Koldings sydlige ringvej
2,4 km ny omfartsvej, første etape af Ringvej Syd, med 2 x 400 meter cykelsti
Periode: Juli 2024 - ultimo 2025
Bygherre: Kolding Kommune
Sum: 61 mio. kr.
Omfang:
- 2300 m afvandingsrør
- 2000 m dræn
- Tre faunapassager med omlægning af cirka 100 meter vandløb
- Afrømning af 33.000 kbm muld
- Indbygning af 25.000 kbm sand og 8.500 kbm stabilgrus
- Håndtering af 100.000 kbm råjord til kalkstabilisering
- Asfaltering af 27.000 kvm
Der er flere forklaringer på, at projektet har været længe undervejs.
Dels er der prisen, som for denne første etapes vedkommende er budgetteret til 84 mio. kr. Og så har det været nødvendigt at omprojektere undervejs, fordi grundvandet flere steder langs ruteføringen står meget højt.
- Det er jo ikke til at vide, om den kommende vinter bliver lige så våd som den forrige. Så nu gælder det bare om at udnytte det gode vejr, imens det er der, siger Arkils projektchef Kjeld Rasmussen, som ikke var i tvivl om, at det gjaldt om at komme i gang med det samme, da kontrakten med Kolding Kommune var på plads, i en pressemeddelelse.
Milepæl sidst på året
Forude venter der Kjeld Rasmussen og de cirka 10 andre Arkil-medarbejdere, der bliver fast knyttet til projektet, et anlægsarbejde af betragtelige dimensioner.
En ting er de 2,4 km vej, men dertil kommer 400 meter cykelsti, en helt ny rundkørsel, tre faunapassager, to regnvandsbassiner og afvanding langs hele ruten.
Den første milepæl bliver de 400 meter vej og dobbeltrettet cykelsti, der forbinder Sjølundvej med hovedvej 170. Som det er nu, skærer Sjølundvejen igennem byggepladsen, hvilket er med til at sænke arbejdet.
- Med den på plads kan vi for alvor komme derudaf. Så det håber jeg på, at vi når hen mod slutningen af året, siger Kjeld Rasmussen.