23948sdkhjf

Bruger ekstra 141 millioner kroner på Nyt OUH

Udvidelsen af kapaciteten på supersygehuset i Odense ventes at blive sendt i udbud tidligt i 2025

De tusindvis af kvadratmeter nybyggeri, der er godt på vej til at blive til Nyt OUH i Odense er ikke nok til at dække behovet for sengepladser.

Med byggeriet til de ekstra 39 sengepladser følger også en ekstra regning. 141,5 mio. kr. lyder den på, og et flertal i regionsrådet i Region Syddanmark har sagt ja til anlægsbevillingen. 

Til den samlede regning skal også lægges allerede afsatte rådgivningsomkostninger på cirka 16 mio. kr.

Kernen i projektet er, at det nye OUH udvides med en fem etagers udbygning på 3.200 kvm. Udvidelsen indeholder dels en overdækket ambulancegård og patientmodtagelse, dels en tekniketage med security-center og personaleforhold. Derudover etableres tre sengeetager med standard ensengsstuer.

Tidsmæssigt er forventningen, at udvidelsen af det nye OUH sendes i udbud primo 2025, så tilbygningen kan stå klar til idriftsættelse og patientmodtagelse samtidig med det øvrige hospital.

Fra 50 til 39

De ekstra sengepladser er nødvendige, fordi fordelingen af patienter mellem Nyt OUH og Svendborg Sygehus er blevet justeret. Patienter fra Kerteminde og Assens kommuner samt de nordlige dele af Nyborg og Faaborg-Midtfyn kommuner skal således høre til det odenseanske universitetshospital.

Udbygningen var oprindeligt planlagt større.

Der skulle flyttes 50 senge fra Svendborg til det nye OUH, men opdaterede beregninger har skåret det ned til 39, som nu skal huses i tilbygningen og den planlagte ombygning af den eksisterende stueplan.

Ændringen fik Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten til at efterlyse en dybere analyse af behovet for medicinske senge. Forslaget er dog blevet nedstemt.

Mangler tidsplan

Hvornår Nyt OUH kan åbne, står stadig hen i det uvisse, efter at regionen i februar kom med den opsigtsvækkende melding, at der ikke længere var tillid til totalentreprenøren, OHPTs, tidsplan.   

- Vi vil være helt sikre på, at der skabes et troværdigt og realistisk billede af den resterende byggeperiode, så vi ikke bliver overraskede senere i forløbet. Det er vi nødt til at tage den nødvendige tid til at skabe. Vi fortsætter derfor vores tætte dialog med OHPT, sagde projektdirektør Kenneth Holm i den forbindelse.

En ny tidsplan er stadig ikke blevet præsenteret for den brede offentlighed.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11