Efterlyser nyhedstjenesten om fejl på materiel: Bringer kæmpe database i spil
Når uheldet er ude i bygge- og anlægsbranchen, kan det gå rigtig galt - ulykker med lifte og entreprenørmaskiner kan være invaliderende og i værste fald fatale.
Det påpeger Materielsektionen med formand Stine Egsgaard i front, som derfor foreslår en nyhedstjeneste for potentielt farlige fabrikationsfejl på maskinel, samt tættere samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen og andre relevante aktører.
Hvordan får man så hurtigt beskeden ud til samtlige ejere og brugere, hvis der er en fabrikationsfejl på en model? Det korte svar er, at det gør man for nuværende ikke Stine Egsgaard, formand i Materielsektionen
Samtidig bringer Materielsektionen, en forening for virksomheder, der er ejere, producenter, forhandlere og udlejere af lifte og entreprenørmateriel, sin store database med information om titusindvis af entreprenørmaskiner og lifte i spil.
Stor datamængde
De godkendte værksteder i Materielsektionens kontrolordninger, Maskinkontrol og Liftkontrol, servicerer hvert år mere end 32.000 entreprenørmaskiner og lifte.
- Derfor har vi via vores kontrolordninger en meget stor database, da alle de mere end 32.000 enheder hvert eneste år bliver registreret med mange forskellige data, fortæller Stine Egsgaard.
Den kan være data på hvem der ejer hvilke maskiner.
- Det bringer vi gerne endnu mere i spil, siger formanden og inviterer dermed Sikkerhedsstyrelsen til dialog.
Mangler det fulde overblik
Sikkerhedsstyrelsen står for at undersøge årsagen til ulykker med lifte og entreprenørmaskiner. Når der konstateres en fabrikationsfejl, orienterer Sikkerhedsstyrelsen importøren af den specifikke model.
- Så orienterer importøren som regel straks deres kundearkiv. Men ofte når beskeden ikke ud til alle, fordi man ikke har det fulde overblik over, hvem der ejer alle modeller i Danmark, siger Stine Egsgaard.
En fabrikationsfejl er eksempelvis en fejl i et produkts funktion eller holdbarhed - forårsaget af uheld eller manglende omhu under fabrikationen.
Den danske importør ved, hvem der har købt maskiner og lifte. Men der sker også et betydeligt videresalg af brugte lifte og entreprenørmaskiner samt en uregistreret parallelimport.
- Hvordan får man så hurtigt beskeden ud til samtlige ejere og brugere, hvis der er en fabrikationsfejl på en model? Det korte svar er, at det gør man for nuværende ikke, siger Stine Egsgaard.
Artiklen er en del af temaet MXtra - Maskin- og materiel.