Nordstern vinder hotelbyggeri
Entreprenør- og udviklingsselskabet Nordstern skal stå for en omfattende udvidelse af hotelkapaciteten i Torvehallerne i Vejle.
Hotel- og konferencestedet rummer i dag 74 dobbeltværelser og får med udvidelsen tilføjet yderligere 87 værelser.
Byggeriet opføres i samarbejde mellem parterne, hvor økonomien føres i åben bog.
- Vi er i Nordstern glade for alle vores samarbejdsrelationer, men projekter som dette, hvor vi sidder på samme side af bordet fra start til slut, er vi altid lidt ekstra glade for, siger adm. direktør i Nordstern, Torben Modvig, i en pressemeddelelse.
Starter med nedrivning
Nordstern har indgået en byggeaftale med Ejendomsselskabet Select Development, som ejes af Steen B. Jacobsen og Terje Thesbjerg, og som ejer ejendommene, hvor Torvehallerne har haft til huse siden 1991. Ud over hotel samt møde- og konferencelokaler er der også spisesteder i Torvehallerne.
Udvidelsen er tegnet af Arkitema og Vita.
Projektet omfatter nedrivningen af den nuværende parkeringskælder, som vil begynde i maj 2024, hvorefter selve byggeriet forventes igangsat i oktober samme år. I forbindelse med byggeriet bliver der også opført en ny parkeringskælder.
Den forventede aflevering af det nye hotel er sat til januar 2026.