Kommune sælger stort område - vil have flere boliger
Sønderborg Kommune prøver igen og sender et område på 36.000 kvm i genudbud. Området er blevet ledigt efter, Sønderborg Kommunes materialegård er flyttet.
Der er tale om matriklen på Skovvej 2 og 4, hvor det er muligt at opføre ejendomme op til 3,5 etager.
- Der har været stor interesse for boligudvikling af området, og derfor har vi justeret på nogle af de opsatte krav. For vi vil gerne lykkes med at være en kommune, hvor folk vil bosætte sig. Der er stor efterspørgsel på boliger på eftertragtede adresser i Sønderborg midtby, og det kan vi opfylde her, siger borgmester Erik Lauritzen (S) i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen oplyser kommunen, at antallet af studerende i Sønderborg er steget. Det hænger ikke mindst sammen med, at Syddansk Universitet har optaget flere studerende. I den forbindelse har Sønderborg Kommune valgt, at yderligere 200 permanente studieboliger skal ligge på Skovvej.
Ifølge Erik Lauritzen arbejder kommunen sammen med lokale partnere om at etablere det nødvendige antal studieboliger i de kommende år, og han fremhæver Skovvej som "en vigtig brik" i at opfylde den ambition.
Skovvej udbydes via Nordicals Sønderborg, og udbuddet løber frem til den 14. juni 2024 kl. 12.