Bygherre er på vej med 333 mikroboliger i København
Til sommer bliver hovedstaden 333 mikroboliger rigere.
Det sker, når dørene til juli bliver slået op til et boligkompleks på 11.500 kvm og seks etager i Sydhavnen.
Her skal lejelejligheder på 31-40 kvm af den både møblerede og umøblerede slags tiltrække primært nyuddannede og unge voksne fra 25-35 år.
Foruden de mindre lejligheder indeholder den DGNB Guld-certificerede bygning fællesarealer som arbejds- og studieområder, fælleskøkkener og en tagterrasse på 1.500 kvm.
Bygningen vil også byde på egen app og sociale arrangementer. Fra app'en kan beboerne blandt andet tilgå deres lejekontrakt, række ud til viceværten og få fat i hinanden indbyrdes.
- Vores grundtanke med Mylo er ikke bare at tilbyde lejeboliger, men moderne faciliteter, der løser beboernes behov og samtidig opfordrer til, at man kommer hinanden ved, siger Natascha Ernstpris, Communications Manager i SF Management, i en pressemeddelelse.
Netop SF Management driver komplekset og vurderer, at behovet for mikroboligkomplekser "vokser støt" i København. Det blandt andet fordi hovedstaden oplever "et boom" i internationale tilflyttere, og fordi boligkomplekser af den type ifølge SF Management kan være med til at bekæmpe ensomhed blandt unge voksne.
- Det er et samfundsproblem, vi er opmærksomme på, og derfor planlægger vi sociale arrangementer, networking-initiativer og en café eller fitnesscenter i stueetagen for at tilbyde de hovedsagelig unge beboere naturlige fællesskaber, de kan indgå i, siger Natascha Ernstpris.