23948sdkhjf

Randers prøvegraver ved Nordic Waste for at genetablere åer

Prøvegravning ved Nordic Waste er første skridt mod at genetablere Alling Å og Gl. Århusvej i Randers Kommune

Randers Kommune er gået i gang med en prøvegravning i jordskreddet ved Nordic Waste.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse mandag.

Med prøvegravningen skal det vurderes, om jorden, som skred ud på vejen, kan føres tilbage til Nordic Wastes område.

Samtidig er det første skridt mod at kunne genetablere Alling Å og Gl. Århusvej.

Prøvegravningen gik i gang for få dage siden, og forventningen er, at man er færdig med arbejdet i løbet af denne uge.

- Det her er godt nyt. Prøvegravningen markerer et vigtigt skridt i vores arbejde med at afværge konsekvenserne af jordskreddet ved Nordic Waste, siger Jesper Kaas Schmidt, der er kommunaldirektør i Randers Kommune, i meddelelsen.

Der graves langs Gl. Århusvej på en strækning på cirka 70 til 150 meter med en gravemaskine, tre dumpere og en indbygningsmaskine.

Jorden der graves væk bliver placeret på Nordic Wastes område, og placeringerne er udvalgt på baggrund af geotekniske undersøgelser.

Kommunen forventer, at prøvegravningen vil have en minimal effekt på jordskreddet.

- Det er vigtigt, at indsatsen ikke medfører nye og yderligere jordskred. Derfor har vi rådført os grundigt inden, vi gik i gang, og vi gør undervejs alt, hvad vi kan for at stabilisere området, ligesom vi nøje overvåger skredet, lyder det fra Jesper Kaas Schmidt.

Randers Kommune har fået rådgivning af eksperter fra ingeniør- og arkitekturrådgivningsfirmaet Cowi og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus).

Der er indsat flere sikkerhedsforanstaltninger ved prøvegravningen.

Blandt andet er der indlagt pauser hver fjerde time, hvor det geotekniske tilsyn vurderer risikoen for større skred, og så er der blevet placeret 15 bøjer i området, der måler bevægelser i skreddet.

I december kom det frem, at der var et jordskred på Nordic Wastes grund, og at der var risiko for, at den nærliggende Alling Å blev miljøforurenet.

Randers Kommune har efterfølgende politianmeldt Nordic Waste for brud på miljø- og naturbeskyttelsesloven.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094