23948sdkhjf

Brand i Børsen startede, hvor håndværkere arbejdede

Årsagen til branden i Børsen er endnu ukendt, men den startede et sted, hvor håndværkere arbejdede

Tidligt tirsdag eftermiddag vides det endnu ikke, hvad der er skyld i den brand, der har hærget Børsen i København.

Det fortæller både indsatsleder Tim Ole Simonsen fra Hovedstadens Beredskab og politiinspektør Tommy Laursen fra Københavns Politi.

Men brandvæsnet mener, at brandens opståen har noget at gøre med det restaureringsarbejde, der i et stykke tid har pågået udvendigt på Børsen.

- Det er vores umiddelbare opfattelse hvert fald. Branden er startet i den del af bygningen, hvor der har været et arbejde i gang, men det er det eneste, jeg kan sige om det, siger Tim Ole Simonsen ved 13.30-tiden tirsdag.

Branden inde i Børsen lader tirsdag eftermiddag til at have dæmpet sig en smule, men det kan godt ændre sig.

- Den her slukningsindsats kommer til at tage timer endnu. Der vil være situationer som nu, hvor der ikke er så stor røgudvikling og så mange flammer, men der kan pludseligt ske noget, der gør, at branden blusser op et sted, siger Tim Ole Simonsen.

- Så indsatsen vil gå lidt op og ned i intensitet, men hovedfokus er selvfølgelig at sikre, at branden ikke breder sig til den del, der ikke brænder, og at der ikke sker noget med nogen.

Tim Ole Simonsen siger desuden, at der fortsat er en stor risiko for, at den del af Børsen, der brænder, kan kollapse.

- Den del af bygningen, der brænder, er jo voldsomt skadet, og den begynder også at blive ustabil. De bærende konstruktioner er bortbrændt, og det betyder, at det begynder at være farligt at bevæge sig omkring bygningen, siger indsatslederen.

- Vi er nu i den del af indsatsen, hvor vi sikrer den del af bygningen, der ikke er brændt, og vi kommer til at lave en efterslukning i den del af bygningen, som er brændt, men der vil formentlig ske et totalt bortfald af den del.

Tim Ole Simonsen fortæller, at det var en brandalarm, der gjorde brandvæsnet opmærksom på branden, og at man efter ankomst kunne konstatere, at der var tale om en tagbrand, hvorefter der blev tilkaldt forstærkninger.

Tidligere tirsdag lød det, at den første anmeldelse om branden kom 07.36.

Tommy Laursen siger, at der kan gå mellem to og fire dage, før politiet er blevet klogere på årsagen til branden.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Brand i Børsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08