Nordsjællandsk entreprenør vinder kinderæg af bofællesskaber
Hele tre bofællesskaber på én gang. Det har Entreprenør Morten C. Henriksen fået til opgave at opføre i boligområdet Skousbo, en ny bydel i Viby Sjælland.
Ejendomsudvikleren Momentum+ står bag de tre bofællesskaber, der er navngivet Osby, Vilev og Vorsby, og som skal have hver sin identitet og brugergruppe.
Projektet er startet op i en samarbejdsaftale og nu overgået til totalentreprise, oplyser entreprenørfirmaet fra Holbæk på LinkedIn. Her lyder det også, at planen er at gå i jorden primo maj.
Bofællesskaberne består af 109 boliger i varierende størrelser samt tre fælleshuse, et til hvert område designet til segmentet. I alt bliver der et areal på cirka 10.800 kvm.
Facaden skal opbygges af træfacadekassetter med facadebeklædning i træ og pandeplader. Desuden udføres tage i pandeplader. Byggeriet skal certificeres til DGNB-guld.
Tegnestuen Vandkunsten er arkitekt på projektet, og Norsyn er tilknyttet som ingeniør.
Et nyt kvarter i Viby
Planen med Skousbo er en ny bydel i Viby med plads til fællesskaber. Fuldt udbygget vil der være cirka 950 boliger i flere forskellige boformer,
bebyggelsestyper, fællesfaciliteter, landskaber og arkitektur.
Ifølge Roskilde Kommune hviler udviklingen af Skousbo på principper om bæredygtighed, miljø og klima.