Sweco skal rådgive på fire nye havvindmølleparker i Danmark
Energinet har tildelt Sweco opgaven med at levere forundersøgelser til fire havvindmølleparker i henholdsvis Kattegat og Østersøen.
Med på opgaven er det hollandske forskningsinstitut Deltares som underrådgiver.
- Vi er stolte over at have vundet denne vigtige MetOcean opgave, og glæder os til at komme i gang og levere udgangspunktet for fremtidens grønne energi. Personligt glæder jeg mig samtidig over, at vi i Sweco med vores stærke team af eksperter sætter endnu et stærkt aftryk inden for offshore vind til gavn for en uafhængig energiforsyning, udtaler Oliver Ries, chef for kyst og klima hos Sweco i en pressemeddelelse.
Sammen med hollandske Deltares skal Sweco levere meteorologiske og oceanografiske (MetOcean) undersøgelser for opførelsen af to nye havvindmølleparker i Kattegat og yderligere to parker i Østersøen.
De fire lokationer er Kattegat, Hesselø Syd, Kriegers Flak II Syd og Kriegers Flak II Nord.
Modellering og validering
Forundersøgelserne, der løber frem til 2025, omfatter blandt andet modellering og validering af bølger, strøm, vandstand og øvrige miljøforhold og statistiske analyser. Dette af både de normale men også ekstreme forhold, som kan have betydning for mulighederne for at etablere havvind i området.
Resultaterne skal sikre, at havvindmølleparkerne kan etableres med mindst mulig risiko for et energiselskab.
For at løfte opgaven bringer Sweco og Deltares et tværfagligt og internationalt team af vind-, MetOcean- og modelleringsspecialister samt Python-eksperter til statistik og automatisering.
- Det er en stor fornøjelse at stille vores modelleringsekspertise inden for havvind til rådighed. Vi ser frem til at skabe grundlaget for at producere grøn energi til gavn for Norden, siger Sofia Caires, projektleder hos Deltares.
Alle fire undersøgelser bliver certificeret og vil udgøre grundlaget for de næste faser i udviklingen af havvindmølleparkerne. Samtidig kan studierne blive anvendt til front-end engineering design (FEED).
Sweco og Deltares påbegynder arbejdet i marts 2024, og projektet forventes overleveret til Energinet medio 2024 og verificeret primo 2025.