Nu sættes der gang i naturnationalparker
Etableringen af de to første af i alt 15 naturnationalparker - Naturnationalpark Gribskov og Fussingø - starter til september.
Sådan lyder det fra Miljøministeriet.
Der skal tages hensyn til ynglesæsonen, som strækker sig fra marts til og med august, så etableringen ikke forstyrrer fuglene i området.
Etableringen går i gang, når de lokale bestyrelser er nedsat.
Arbejdet med de efterfølgende 13 naturnationalparker fortsætter parallelt.
Det kan måske virke underligt at etablere naturnationalparker i et lille land, som i forvejen i mange år og efter en meget omstændelig proces længe har haft fem nationalparker.
Men naturindholdet i disse har fra starten været voldsomt kritiseret.
Som led i indsatsen for at give tiltrængt ilt til den hårdt pressede vilde natur og en gispende biodiversitet blev der derfor i 2020 indgået en politisk aftale om de kommende naturnationalparker.
Den politiske plan for naturnationalparker
- I 2020 aftalte den daværende S-regering med De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet at etablere 15 naturnationalparker.
- Det var del af en natur- og biodiversitetspakke til 888 mio. kr. i årene 2021-2024.
- Liberal Alliance og De Konservative endte med at stemme for loven.
- SVM-regeringen har siden lagt op til udpegning af yderligere fem områder til naturnationalparker.
Kilder: Naturstyrelsen og regeringsgrundlaget "Ansvar for Danmark"
De skal indeholde mere vild natur og store græssende dyr. I Gribskov måske endda elge.
Dyrene skal være med til at skabe en mere varieret og spændende natur med flere levesteder for dyr og planter. Grøfter, der før blev gravet for at lede vandet væk, forsvinder, så der igen kommer småsøer, vandhuller og sumpe.
- Naturnationalparkerne er afgørende for at give Danmark mere og bedre vild natur, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).
- De er centrale for at hjælpe biodiversiteten på vej med store sammenhængende områder, mere varieret natur og krondyr, stude og dådyr. Jeg er glad for, at der både er bred politisk opbakning og stor opbakning i befolkningen til etableringen af naturnationalparkerne, og jeg er glad for, at vi nu nedsætter bestyrelser, der skal sikre den lokale opbakning.
Friluftsfaciliteter, låger til områderne, ruteforløb, og input til den specifikke afgrænsning af naturnationalparker. Det er nogle af de ting, som de kommende lokale bestyrelser for naturnationalparker kan sætte deres fingeraftryk på.
For at styrke den lokale inddragelse i parkerne går regeringen nu i gang med at nedsætte lokale bestyrelser for alle de 15 naturnationalparker, som indtil videre er besluttet.
Naturnationalparkerne dækker samlet 25.000 hektar. Det svarer til 20 gange Dyrehaven nord for København.
Her skal de 15 naturnationalparker ligge
- Gribskov (Gribskov, Hillerød og Halsnæs kommuner)
- Fussingø (Randers Kommune)
- Almindingen (Bornholm Kommune)
- Stråsø (Ringkøbing-Skjern, Herning og Holstebro kommuner)
- Tranum (Jammerbugt Kommune)
- Læsø Klitplantage (Læsø Kommune)
- Hanstholm (Thisted Kommune)
- Husby Klitplantage (Holstebro Kommune)
- Kompedal Plantage (Silkeborg Kommune)
- Mols Bjerge (Syddjurs Kommune)
- Nørlund Plantage og Harrild Hede (Ikast-Brande Kommune og Herning Kommune)
- Draved Skov og Kongens Mose (Tønder Kommune)
- Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn (Helsingør Kommune)
- Bidstrupskovene (Lejre Kommune)
- Ulvshale Skov (Vordingborg Kommune)
Kilde: Miljøministeriet