23948sdkhjf

”Administrative fejl” redder entreprenør fra stor bøde

Et foreslået bødekrav på 350.000 kr. er taget af bordet. Ifølge Bornholms Regionskommune på grund af ”administrative fejl”

Direktør i Nordbornholms Byggeforretning, Kim Christiansen, kan ånde lettet op. Det bornholmske entreprenørfirma slipper for at skulle forsvare sig imod et bødekrav på 350.000 kr., som Bornholms Regionskommune ellers havde været på banen med.

Det skriver TV2 Bornholm.

Nordbornholms Byggeforretning var blevet politianmeldt af kommunen, som også havde været ude med et forslag om en bøde på de omtalte 350.000 kr. Anmeldelsen knytter sig til entreprenørfirmaets ombygning af det tidligere gymnasium i Rønne til boliger.

Kommune har nu trukket politianmeldelsen tilbage.

- Når man laver en politianmeldelse, så kigger vi jo efterfølgende på det materiale, der skal videre til anklagemyndigheden for at se, om den vil rejse sag eller ej. Da jeg ser materialet igennem, ser jeg, at der er lavet nogle "administrative fejl". Vi har ikke varslet bygherren tids nok, og vi har ikke haft fyldestgørende dokumentation, siger Claus Munk, centerchef Center for Regional Udvikling, It og Sekretariatet i Bornholms Regionskommune, til TV2 Bornholm.

Dødskuffet

Byggeriet i Rønne, som anmeldelsen knyttede sig til, blev sidste år forsinket på grund af uenigheder om tolkningen af en lokalplan. Kommunen indgav i den forbindelse en politianmeldelse på entreprenørfirmaet for ikke at efterkomme et "påbud om standsning".

Selvom tilladelserne kom i hus i starten af 2024, blev anmeldelsen ikke trukket tilbage – til stor irritation for Kim Christiansens:

– Nu har jeg fået tilladelsen. Trækker de så politianmeldelsen tilbage? Nej, det gør de ikke. Jeg er dødskuffet over, at min kommune finder det nødvendigt at politianmelde mig. Det må jeg indrømme, sagde direktøren tidligere på måneden til Bornholms Tidende.

Omdrejningspunktet for den nu frafaldne anmeldelse er ovennævnte ombygning af det tidligere gymnasium i Rønne til 65 lejligheder. I juni 2021 fik Kim Christiansens byggefirma kommunens velsignelse til ombygningen, hvor boligerne fordeles på det gamle gymnasiums to bygninger og på to etaper med henholdsvis 35 og 30 boliger.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078